En 85-årig kvinde var torsdag aften i livsfare, efter at hun var blevet kørt ned i Hillerød tidligere på dagen.
Men tidligt fredag morgen melder politiet, at hun er i stabil tilstand efter ulykken på Holmegårdsvej.
Samtidig oplyser vagtchef Hans Jakob Rechendorff, at kvinden er blevet identificeret med hjælp fra pårørende.
- Der er tale om en 85-årig kvinde fra lokalområdet. Det lykkedes os at få identiteten på hende, da nogle pårørende via Facebook tog kontakt til os og mente, at de kendte hende, siger han til Ritzau.
Ulykken skete, da den kvindelige cyklist pludselig drejede ud foran en bil.
- Hun er kørende på cykel og svinger af ukendte årsager ud foran en bil, fortalte vagtchef Peter Olesen fra Nordsjællands Politi tidligere.
- Bilisten kan ikke nå at bremse og påkører hende. Han yder førstehjælp og slår alarm, så han har gjort, hvad han kunne, lød det videre fra vagtchefen.
Torsdag bad politiet offentligheden om hjælp med at identificere ofret, da hun ikke havde papirer på sig, der kunne føre politiet i retning af familie eller pårørende.
Hun blev beskrevet som 170 centimeter høj med kort, gråt hår og briller.