Måske har du fornemmet det, når du kører langs landevejene i Nordsjælland. De er der alle vegne ude på markerne - og i alt slags vejr. De islandske heste. Og nu er det ganske vist: I Nordsjælland står de islandske heste tættere, end i nogen anden landsdel i Danmark.
Dansk Islandshesteforening har for TV2 Lorry undersøgt i hvilke dele af Danmark, koncentrationen af islandske heste er størst. I de nordsjællandske 3000-postnumre befinder sig i alt 3353 af de i alt 34.483 islandske heste med ejeroplysninger, der er registreret i foreningens database.
Det betyder, at der i gennemsnit befinder sig 2,6 islandske heste for hver km2 i kommuner som Frederikssund, Gribskov og Fredensborg.
Også Østjylland er kendt for sine mange islandske heste, hvor koncentrationen er særlig stor på bl.a. Djursland og især på Mols. Samlet befinder der sig 6688 islandske heste i de østjyske 8000-postnumre, hvilket giver 1,1 islandsk hest pr. km2.
På Dansk Islandshesteforenings kort viser de røde felter, hvor der er flest islandske heste, mens de gule og grønne viser en mindre koncentration. Dansk Islandshesteforening vurderer, at langt hovedparten af de islandske heste i Danmark er registreret i foreningens database, da det er et lovkrav fra myndighederne.
De islandske heste er særlig synlige på markerne, da størstedelen af dem går ude året rundt.
Istølt
Islandske heste kan en særlig gangart kaldet tølt, som der konkurreres i bl.a. andet på is. Sidste weekend i januar var der Istølt Wintermatch 2017 i den nordjyske by Frederikshavn med deltagelse af bl.a. flere gange verdensmester Tania Højvang Jensen fra Fredensborg. Se konkurrencen her:
http://www.tv2lorry.dk/islandske-heste/istolt-2017