Det bider både i kinder, næse og øre her til morgen. Så det er en rigtig god idé, at huske hue, handsker og halstørklæde.
Fredag morgen er denne vinters absolut koldeste af slagsen.
- Det er kombinationen af iskold polarluft over Danmark, klart vejr og rolige vindforhold, der giver os den kolde morgen, lyder det fra TV 2 Vejrets meteorolog, Anders Brandt.
- De steder, hvor der ligger sne har det været endnu koldere. Sne isolerer effektivt mod jordens varme - og luften over sneen kan således blive iskold.
Gennemsnitlig temperatur for hele landet ligger med iskolde -10 grader. Men lokalt har man været længere nede.
Henrik Weinholt Christensen fra Rødovre har målt -13 grader her til morgen. Mens termometret i Espergærde og Dronningmølle har vist -12 grader.
Inde i København, nærmere betegnet Amager, har man dog kunne "lune" sig med hele -6 grader, som er det varmeste sted her til morgen.
Har du taget et smukt og koldt billede, er du meget velkommen til at dele det med os på Facebook eller [email protected]