Linje E var nemlig ikke kun fuld af togpendlere, mente en opmærksom borger i toget, der kontaktede politiet klokken 13.10.
Borgeren havde genkendt flere personer, som politiet har efterlyst som tricktyve. Vedkommende var fulgt efter de formodede tyve, også da de steg ind i toget.
Det fik politiet til at rykke ud til Åmarken Station i Hvidovre, hvor hele toget blev bragt til standsning.
- Det er nødvendigt lige at holde på toget, så de mistænkte ikke stikker af, siger Brian Holm, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi til TV 2 Lorry.
Driften genoptages snart
Det stillestående tog betyder forsinkelser for passagerer mod Hillerød, men politiet mener snart, at driften kan genoptages.
- Vi har fået fat i de mistænkte derude, så det kan ikke vare længe, inden vi får afsluttet vores arbejde og kan lukke op for togdriften igen, lyder det fra Brian Holm klokken halv tre torsdag eftermiddag.