Meget tyder på at der er noget helt galt med driften af den selvvejende børnesinstitution, Lions Børnehuse i Hørsholm. I december blev kommunen opmærksom på det, der kaldes "økonomiske uregelmæssigheder". Siden er fire medarbejdere suspenderet - og en af dem - en områdeleder - sigtet for mandatsvig. Det skriver Ugebladet Hørsholm.
Sagen handler om mærkelige leverancer og poster på regnskabet, der har haft en bemærkelsesværdig størrelse.
-Vi efterforsker sagen på fuld tryk, og jeg kan bekræfte, at vi den 18. december har sigtet en person i sagen”, oplyser Kjeld Olesen, leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet ved Nordsjællands Politi, til Ugebladet.
Han tilføjer, at sigtelsen går på overtrædelse af straffelovens paragraf 280, som netop handler om mandatsvig.
I sidste måned bebudede Hørsholm Kommune i forbindelse med politianmeldelsen en grundig undersøgelse af sagen. Og i forbindelse med offentliggørelse af undersøgelserne udtalte kommunaldirektør Hugo Pedersen, at der ved gennemgang af Lions Børnehuses regnskaber blev fundet ’posteringer af bemærkelsesværdig størrelse’ og ’usædvanlige leverandører’ i et omfang, han “ikke har set før”.
Ifølge Ugeavisen Hørsholms oplysninger er der tale om uregelmæssigheder for mellem en og to millioner kroner.