Færdselsuheld spærrede kortvarigt hovedvej i begge retninger

Et færdselsuheld i myldretiden på hovedvejen Isterødvej satte kortvarigt en prop i trafikken i Nordsjælland, da politiet spærrede vejen i begge retninger.

Et færdselsuheld med tre biler involveret medførte onsdag eftermiddag en spærring af hovedvejen Isterødvej.

Uheldet skete på strækningen i Hillerød Kommune, og politiet afspærrede i den forbindelse over fire kilometer af vejen i begge retninger mellem Overdrevsvejen og Kirkeltevej.

- Det er ikke så længe siden, at vi er landet dernede, så jeg ved kun, at der er tre biler involveret i et færdselsuheld, lød det tidligere fra Stefan Andersen, der er vagtchef hos Nordsjællands Politi, til TV 2 Lorry.

Klokken 16.17 lød meldingen så fra Nordsjællands Politi, at vejen var genåbnet.

- Umiddelbart er der ikke sket større personskade i forbindelse med uheldet, skriver politikredsen på Twitter.