Vi skal stå sammen ved at holde afstand til hinanden, som statsministeren udtrykte det på onsdagens efterhånden historiske pressemøde om den kommende tids kamp mod coronavirussen.
Det skal vi blandt andet gøre ved at holde afstand til ældre og syge medborgere. For eksempel når vi er på indkøb i supermarkeder og står i kø ved kassen.
Statsminsterens melding og de efterfølgende scener med hamstring i supermarkeder fik to butikschefer i Hillerød til at gribe til handling.
På Facebook blev det således annonceret torsdag, at Lidl og Netto i Hillerød ville indføre særlige åbningstider, specielt øremærket netop ældre, pensionister og personer med lungelidelser.
Helt konkret lød beskeden fra Lidl på Centervænget og Netto på Frederiksværksgade, at de mellem klokken 7 og 8 om morgenen på henholdsvis mandag og tirsdag ville holde butikkerne åbent kun for den sårbare befolkningsgruppe.
På den måde håber vi at kunne sikre et så stort udvalg og så lille smitterisiko som muligt
Var klar til at afvise kunder
Det blev meddelt på Facebook af René Gaarden, der er butikschef i Lidl i Hillerød.
- På den måde håber vi at kunne sikre et så stort udvalg og så lille smitterisiko som muligt, så alle har mulighed for at handle i ro uden frygt, og uden at skulle i flere butikker og dermed øge risikoen, skriver han på den lokale facebookgruppe ’Hillerød skal være en hyggelig by’.
Butikschefen beskrev, at tiltaget ikke dog ikke betyder, at personale vil stå i indgangen og bede kunder om at fremvise ID, men at man konsekvent vil afvise kunder, personalet ikke mener lever op til anvisningerne.
At tolke ud fra reaktionerne fra den lidt over 11.000 medlemmer store facebook-gruppe, så var de to supermarkeders tiltag særdeles populært. Opslaget fik i løbet af 13 timer små 900 ’synes godt om’-reaktioner, over 140 overvejende positive kommentarer samt næsten 90 delinger, inden det blev taget ned.
Bremser tiltag: Stemmer ikke overens med myndighedernes anbefalinger
Men selvom butikscheferne i de to supermarkeder har gode intentioner, så kommer deres tiltag dog ikke til at blive ført ud i livet.
Sådan lyder beskeden fra hovedkontorerne hos Lidl Danmark og Salling Group, der blandt andet ejer kæden Netto.
- Det er gjort med de absolut bedste intentioner, og det forstår vi fuldt ud. Vores butikschefer er ivrige efter at hjælpe, og det er et absolut sympatisk tiltag. Men det er ikke i overensstemmelse med myndighedernes anbefalinger, og derfor kommer det ikke til at ske i hverken Hillerød eller i andre steder i landet, siger Morten Vestberg, kommunikationschef Lidl Danmark, til TV 2 Lorry, og oplyser, at Salling Group skulle have sendt en lignende besked ud til butikken på Frederiksværksgade.
Kommunikationschefen tilføjer, at beslutningen blandt andet er truffet ud fra en betragtning om, at supermarkeder i Danmark i øjeblikket står med et stort ansvar for befolkningen, der alle - unge som ældre - skal kunne regne med, at detailbranchen kan levere til dem.
Se opslaget herunder: