Parkerings-kaos på Herlev Hospital: "Jeg har kørt rundt et kvarter"

Herlev Hospital bygger om og det efterlader både pårørende og patienter i desperat jagt på en parkeringsplads.

- Der hersker fuldstændigt parkeringskaos på Herlev Hospital.

Sådan begynder et tip til TV 2 Lorry fra Poul  Larsen, der selv er dagpatient på hospitalet.
 
Årsagen er en kæmpe ombygning af Herlev Hospital, der gør at hovedindgangen er lukket og P-pladserne er flyttet.
 
Men skiltning er der ikke meget af, og bilerne cirklede da også rundt og rundt i dag. 

- Det er skrækkeligt, det er forvirrende, det er stressende, man har jo en tid på hospitalet, lyder det fra Lis Mille, da vi møder hende på parkeringspladsen foran hospitalet. 

Og hun bliver bakket op af Elise Sundgaard: 

- Jeg skal være der om ti minutter og har holdt her i et kvarter og kan ikke finde en plads, sukker hun. 

Herlev er udpeget til at være Region Hovedstadens nye akut hospital.

quote Det er skrækkeligt, det er forvirrende, det er stressende, man har jo en tid på hospitalet.

Lis Mille

Der bygges på hele hospitalets område og det slutter i 2018 - imens skal man parkere bag ved hospitalet.

Hvor vores tipper, Poul Larsen, blev sat af i mandags og kørt i rullestol 500 meter tilbage til hovedindgangen.

Fra i onsdag er der en EL-bil til rådighed for patienter, der skal ned i den anden ende og der nedlægges ikke P-pladser de næste to år, men:

- Vi flytter lidt rundt på dem og derfor kan det være svært at finde rundt, hvis du er vant til at parkere et sted, siger projektdirektør Connie Barfod. 

Herlev Hospital informerer patienterne i mails, men projektdirektør Connie Barfod kan godt se problemet.

- Og det er rigtigt, der kunne man måske godt lige kigge på skiltene en gang til, siger hun til TV 2 Lorry.

Herlev Hospital bygger et ekstra parkeringshus der er færdigt i 2017.

Og man kan henvende sig på afdelingen og få udvidet parkeringstiden, udover det der står på skiltene, hvis det er nødvendigt .