FC Helsingør har fået en ny spiller i truppen.
Den 21-årige venstrekantspiller Adnan Mohammed kommer fra norske Arendal.
- Adnan er en superdygtig teknisk spiller, med et kæmpe potentiale. Han har noget af den x-faktor, som tilskuerne gerne vil se. Han virker som en dreng, der har lidt af det DNA, vi generelt går efter heroppe, og han er allerede faldet godt ind i truppen. Vi glæder os rigtig meget til at arbejde med ham fremover, siger cheftræner Christian Lønstrup i en pressemeddelelse.
Han nåede at spille 11 kampe i superligaen for FC Nordsjælland, inden han skiftede til Arendal i marts i jagt på mere spilletid. De sidste to uger har han prøvetrænet med FC Helsingør.
- Han skal i lidt bedre form, og det ved han godt, men han har alligevel imponeret os i de sidste par uger, siger Christian Lønstrup.
Selv er han glad for skiftet:
- Det er Superliga, og jeg kan rigtig godt lide måden, man spiller fodbold på i FCH, så det tiltalte mig rigtig meget. De sidste par uge er gået godt, og drengene har taget rigtig godt imod mig, så det har været nemt at falde til i truppen, siger Adnan Mohammed i en pressemeddelelse.
Adnan Mohammed tiltræder på en treårig kontrakt.
Senest hentede FC Helsingør Søren Henriksen fra Vendsyssel FF til holdet, mens Rasmus Minor Petersen og Vito Hammershøi-Mistrati har forladt truppen.