"ADVARSEL! FORKLÆDTE FORBRYDERE LAVER BALLADE I DENNE WEEKEND"
Sådan indleder Nordsjællands Politi et nyt Facebookopslag, hvor man "advarer" borgerne om mistænkelige personer der i denne weekend går fra dør til dør og truer folk.
- Adskillige borgere har i løbet af dagen ringet ind og anmeldt, at op til flere grupper af svindlere har banket på deres hoveddør og truet sig til værdier i form af slik, boller eller kolde kontanter med slet skjulte trusler om ballade, skriver Nordsjællands Politi og fortsætter:
- De første anmeldelser begyndte allerede at tikke ind i morges, antallet har været støt stigende i løbet af dagen, og vi forventer, at mængden af anmeldelser når sit højdepunkt i morgen, søndag.
Konsekvenserne ved at nægte kan være uoverskuelige
- Der har været meldinger om mange forskellige gerningspersoner, og da de alle har været maskerede, har vi ikke et entydigt signalement at dele med jer.
- Dog er der rapporter om mange, der ligner Elsa fra Frozen, utallige LEGO-figurer, og sågar nogen, der foregiver at være politibetjente. Forbløffende! Et fællestræk for nærmest alle gerningspersonerne er dog, at de havde et birkeris i hånden, imens de syngende gik på togt.
Politiet afslutter med en opfording om at føje svindlerne .
- Skulle en gruppe af disse ballademagere banke på hos dig, lyder vores klare anbefaling: Føj deres ønsker og giv dem straks, hvad de beder om. Konsekvenserne ved at nægte kan være uoverskuelige.
- Vi ønsker jer alle en god fastelavn.
Det er langt fra første gang at Nordsjællands Politi lægger nettet ned med god humor. De har tidligere fortalt om deres seneste tiltag i kampen mod narko, nemlig katten Hank. Det viste sig dog senere, at det bare var en aprilsnar.