Ove Verner Hansen døde lørdag på Gentofte sygehus af hjertestop efter 24 timers sygdom omgivet af sin familie.
Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Ove Verner Hansens karriere var helt usædvanlig. Det er de færreste, der kan kalde sig både skovhugger, operasanger, folkekær skuespiller og kogebogsforfatter. Men det kunne han.
Det var dog ikke skuespillet, der først trak i Helsingør-drengen, da han skulle vælge retning i livet.
Efter først at have taget en kontoruddannelse og derefter udlevet enhver rask drengs drøm som både sømand, falckredder og skovhugger, begyndte han at studere sang og synge.
Stemmen viste sig at være så stor, at han i 1958 blev en del af DR's »Radiokoret« og to år senere »Operakoret«.
Hans komiske talent blev opdaget af filminstruktøren Erik Balling, og han medvirkede i en række af Ballings film. Han er mest kendt i rollen som skurken Bøffen i Olsen Banden filmene. Han var den eneste medvirkende, der ikke kun medvirkede i de danske Olsen Banden-filmene, men også deltog i nogle af de norske. Herudover har han deltaget i en række andre danske film.
Han er forfatter af en lang række kogebøger som Mandemad (1974) og Fiskekogebog (2001) og har optrådt som tv-kok.
Ove Verner Hansen giftede sig i 1960 med Birthe Hansen og flyttede aldrig fra Helsingør. De seneste mange år boede han og Birthe på Rostgårdsvej.
Disse film har Ove Verner Hansen medvirket i
Olsen-bandens store kup (1972)
Manden på Svanegården (1972)
Olsen-banden går amok (1973)
Mig og Mafiaen (1973)
Olsen-bandens sidste bedrifter (1974)
Olsen-banden på sporet (1975)
Olsen-banden ser rødt (1976)
Strømer (1976)
Pas på ryggen, professor (1977)
Olsen-banden derud a' (1977)
Olsen-banden går i krig (1978)
Krigernes børn (1979)
Olsen-banden overgi'r sig aldrig (1979)
Undskyld vi er her (1980)
Jeppe på bjerget (1981)
Olsen-bandens flugt over plankeværket (1981)
Olsen-banden over alle bjerge (1981)
Smuglerkongen (1985)
Olsen-bandens sidste stik (1998)