Bandekonflikten i København trækker endnu engang tråde til Nordsjælland.
Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Man har netop gennemsøgt en række områder, som man mener, at bandegrupperingerne benytter sig af - herunder en tidligere bowlinghal i Helsingør, hvor man har fundet to jagtgeværer.
- Vi har erfaring med, at der er grupperinger, som benytter området og ind i mellem tager ophold her. Derfor valgte vi at gennemsøge området, siger politikommissær Klaus Madsen, Nordsjællands Politi.
Område med et blakket ry
Våbnene er nu sendt til tekniske undersøgelser, som blandt andet skal klarlægge, hvor de to geværer stammer fra og om de har været anvendt i forbindelse med nogle af den seneste tids mange skyderier.
Nordsjællands Politi har ikke yderligere oplysninger i sagen, skriver man.
Det tidligere bowlingcenter ligger ved Rønnebær Allé i Helsingør - ikke langt fra boligområdet Vapnagaard, der har haft et blakket rygte, hvorfor man blandt andet har renoveret området for 840 millioner kroner.
Tråde til bandekrig på Nørrebro
Banden Loyal to Familia, der normalt holder til på Blågårdsgade på Nørrebro og i Tingbjerg, har tidligere på sommeren meldt ud, at man forsøger at åbne afdelinger i området, ligesom man gør det i Nivå.
Det har blandt andet fået Helsingør Kommune til at holde sommerferieåbent i Vapnagaards ungdomsklub i et forsøg på at holde de unge mennesker fra gaden.
Prisen for at holde ekstra åbent i ungdomsklubberne i Helsingør er 377.800 kroner, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Loyal to Familia har også været aktive i Kokkedal, hvor man dog lukkede sin afdeling i maj måned.