Der er stor forskel på, om du vælger at gå en tur til lægen, hvis du har ondt - alt afhængigt af, hvor i landet, du kommer fra.
Nye tal fra Landspatientregistret og Danmarks Statistik viser, at der er stor forskel på, hvor ofte borgere fra henholdsvis øst og vest Danmark bliver indlagt. Det skriver Jyllands-Posten.
Som patient i hovedstaden søger man måske lidt hurtigere læge, hvis man har symptomer, og lægen henviser måske lidt hyppigere.
I vores område ligger Halsnæs i toppen af listen over kommuner med flest indlæggelser pr. borger. Også andre nordsjællandske kommuner som Fredensborg, Hillerød og Hørsholm ligger i toppen.
Det til trods for, at kommunerne ellers generelt set er kommuner, som har en meget sund profil og høj middellevealder.
- Som patient i hovedstaden søger man måske lidt hurtigere læge, hvis man har symptomer, og lægen henviser måske lidt hyppigere, siger Jakob Kjellberg, der er professor og programchef på Kora, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, til Jyllands-Posten.
Forskellige hospitalsvæsener
- Folk i hovedstaden er opdraget til at bruge serviceudbuddene mere end andre steder i landet. Man har skabt et større behov, siger han.
Der er langt flere sygehuslæger, hospitaler og privatpraktiserende speciallæger i hovedstaden end i resten af landet.
Listen er rent faktisk udregnet omvendt og altså efter, hvilke kommuner der har færrest indlæggelser pr. 100 borgere. På de 28 øverste placeringer af alle 98 kommuner ligger ingen sjællandske kommuner.
København placerer sig midt på listen, mens landets tre næststørste byer til sammenligning alle er i top fem over færrest indlæggelser pr. indbygger.
Overfor Jyllands-Posten forklarer professor Peter Vedsted fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, at man kan tale om to forskellige sundhedsvæsner i landet: Et for københavnere, og ét for resten af landet.
- Der er langt flere sygehuslæger, hospitaler og privatpraktiserende speciallæger i hovedstaden end i resten af landet. Og disse servicetilbud bliver langt hyppigere brugt.