Folk kan ikke komme hjem: Nye togtider skaber forvirring

Uden varsel er den sidste afgang med lokaltoget fra Hundested og Hillerød rykket en halv time frem. Det har skabt forvirring blandt borgerne.

Hundested Havnefest trækker mange gæster til. Men da gæsterne i år ville tage toget hjem, måtte mange af dem forgæves stå og vente i mørket på perronen. Aftenens sidste tog var nemlig allerede kørt.

quote Det er totalt uacceptabelt, at man ændrer så drastisk i køreplanen

Steen Hasselriis, borgmester i Halsnæs

Køreplanen på Frederiksværkbanen blev ændret den 25 juni, hvilket medførte at sidste afgang fra både Hundested og Hillerød nu er rykket en halv time frem. Det er bare aldrig blevet meldt ud til borgerne. Det skriver Halsnæs Avis.

Tidligere gik det sidste tog fra Hundested 23.25, men nu går det i stedet 22.59. Og fordi hverken Movia eller Lokaltog har meldt ud om ændringerne i køreplanen, er flere borgere efterladt forvirret. Særligt slemt er det for medarbejderne på Hundested Plejecenter, hvor en aftenvagt slutter klokken 23. Altså efter sidste tog er kørt.

- Jeg hørte om sagen for et par uger siden, og kommunen tog straks kontakt til både Movia og Lokalbanen. Det er totalt uacceptabelt, at man ændrer så drastisk i køreplanen uden at have undersøgt konsekvenserne, udtaler borgmester i Halsnæs, Steen Hasselriis, til Halsnæs Avis.

Lokaltog undskylder manglende information

Ifølge Lokaltog så er der tale om et utraditionelt skifte i køreplanen. Skiftet handler dog om, at S-togene med kort varsel ændrede deres køreplan tilbage i januar, så den ikke passede med Frederiksværksbanens eller bussernes afgangstid i Hillerød.

Derfor lavede Lokaltog en aftale med Movia om det ektraordinære køreplansskifte i slutningen af juni, så køreplanerne for Lokaltog og busser passer bedre med S-togene. Lokaltog erkender dog, at de ikke har været gode nok til at fortælle borgerne om de nye køretider.

- Jeg lægger mig fladt ned og undskylder overfor kunderne, at vi ikke har informeret godt nok om den ekstraordinære køreplanændring. Vi har ikke levet op til sædvanlig standard om at informere rettidigt, og det beror på en menneskelig fejl, siger Kurt Lauridsen, sekretariatschef i Lokaltog, til Halsnæs Avis.