Intet mindre end 30 indbrud har en ung mand fra Hillerød formentlig på samvittigheden.
Sådan lyder anklagen fra Nordsjællands Politi, der torsdag anholdte den 23-årige.
Så sent som natten mellem onsdag og torsdag har der været flere indbrudssager i Nordsjælland. Fire Faktabutikker i Liseleje, Gilleleje, Hillerød og Slangerup havde indbrud i nattens mulm og mørke, som kan være forbundet til samme gerningsmand.
- Det er naturligvis en alvorlig sag, når der er tale om så mange forhold. En ting er, at gerningsmanden er sluppet af sted med et beløb i kontanter fra Safepay-maskinerne, men dertil kommer, at skaderne på butikkerne er meget omfattende, og vi er derfor meget tilfredse med, at vores efterforskning bar frugt og førte til anholdelsen, lyder det fra vicepolitiinspektør i Nordsjællands Politi Lau Lauritzen.
Den anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør fredag klokken 13.00 ved Retten i Helsingør.
Politiet efterforsker stadig sagen og man har en forventning om at anholder flere i sagen.