Hvis der er noget, man ikke er helt tilfreds med, kan det sommetider betale sig at gå direkte til borgmesteren.
Det gjorde Sanne Henriksen fra Greve.
Hun var ikke interesseret i at betale fuld pris for sfo’en til sin søn, når kun han var der om morgenen.
Om eftermiddagen er hendes søn Gustav nemlig i idrætsklub, og sammen med prisen for sfo’en løber det op i 3.000 kroner om måneden til sammen.
Kaffe på kontoret
Derfor opsøgte hun borgmester Pernille Beckmann, Venstre.
- Hun har en gang imellem et tilbud om at komme til borgmesterkaffe oppe på hendes kontor. Og da hele denne virak var i gang, så jeg annoncen i Sydkysten og kørte op på hendes kontor og fik en snak med hende om, hvad det var for et problem, vi oplevede i vores dagligdag, at der ikke var den mulighed for morgenpasning for Gustav, fortæller Sanne Henriksen til TV 2 Lorry.
Træder i kraft til august
Pernille Beckmann kunne sagtens se pointen.
Hun stillede derfor et forslag i byrådssalen, og det blev vedtaget mandag. Fremover kan forældre i Greve med børn i sfo’en slippe med at betale 350 kroner om måneden, hvis de kun vil have poderne passet i morgentimerne.
Ordningen træder i kraft 1. august, og kommunen regner med, at den bliver udgiftsneutral.