Det var ikke noget særligt rart syn, der torsdag eftermiddag mødte en kvinde, der var ude at gå en tur ved Hundigevej i Greve.
Her lå en mand kun iført underbukser og onanerede på en grussti ved nogle boldbaner, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.
Episoden skete klokken 14:50, og det er anden gang i denne uge, at kvinden er stødt på blotteren.
Så sent som i mandags den 9. juli så hun ham nemlig også onanere.
- Det er en krænkelse, og hun bliver jo forurettet. Det er jo ikke rart at se på, siger Lars Galaz, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, til TV 2 Lorry.
Afrikansk af udseende
Manden beskrives som mand, 25-30 år, afrikansk udseende, sort kort krøllet hår, iført underbukser.
Politiet forsøger nu at finde frem til manden med den aparte adfærd, fortæller Lars Galaz.
Han oplyser, at Midt- og Vestsjællands Politi jævnligt får anmeldelser om blottere.
Det er dog ikke hans indtryk, at der i øjeblikket er flere sager om blufærdighedskrænkelser, nu hvor vejret er ekstra varmt, og folk har mindre tøj på kroppen.
- De her sager dukker op med jævne mellemrum. Men jeg oplever ikke, at vi har flere sager denne sommer, siger han.