Det er ikke noget, man hører hver dag. At søen den synger.
Men det var netop, hvad Knud Neergaard Flensted oplevede, da han var en tur forbi Bagsværd Sø.
Her trak han sin mobiltelefon frem og filmede, mens søen afgav sine særprægede lyde i løbet af flere minutter.
Men hvad er det, der får en frossen sø til at synge?
- Det opstår, når der kommer sprækker i isen, som så breder sig tværs over søen og sætter isen i vibration. Disse vibrationer opfanger øret så som en syngende lyd, forklarer naturvejleder Jes Aagaard fra Naturstyrelsen.
Når isen knirker og knager, sker det på grund af den bevægelse og temperaturændringer, der er under isen. Kold is fylder mindre end varm is, så en afkøling får isen til at trække sig sammen og sprække.
En slags jordskælv
Ifølge Videnskab.dk kan sprækkerne opstå af flere årsager. Fælles for dem er, at de opbygger spændinger i isen lidt på samme måde, som når bevægelserne af jordens tektoniske plader opbygger spændinger i jordskorpen, der til sidst udløses i et jordskælv. Vibrationerne eller sangen, man hører fra søen, er altså en slags isskælv.
Sang fra en sø er i øvrigt et fænomen, der er forbeholdt større søer.