Oversigt

Seneste nyt

Novo Nordisk i kæmpe overskud

Novo Nordisk har stor succes med at sælge medicin til diabetikere og overvægtige, og det smitter af på regnskabstallene.

Det danske medicinalselskab har offentliggjort regnskabstal for årets første 9 måneder, og de viser en omsætning på hele 166 milliarder kroner.

Det er 29 procent mere end i samme periode sidste år, og det skyldes blandt andet, at salget i Nordamerika er vokset kraftigt med 46 procent.

En stor del af væksten stammer fra de såkaldte GLP-1-præparater, som blandt andet omfatter diabetesmedicinen Ozempic og Wegovy, der bruges til behandling af overvægt.

Fedmebehandling har i sig selv oplevet en omsætningsvækst på 167 procent og udgjorde i årets første tre kvartaler mere end 30 milliarder kroner.

Dermed er målet om en årlig omsætning på dette område på 25 milliarder kroner inden 2025 for længst nået.

Når alle udgifter er trukket fra, står der 61,7 milliarder tilbage på bundlinjen.