Når beredskabet redder dyr

Beredskabet redder dyr ud af farlige situationer færre end 20 gange om året. Men så er det også i de tilfælde, hvor der er brug for rigtige supermænd.

I går var det en and, der skulle ud af en skorsten. Og i vinters var det en hund, der var gået gennem isen.

Martin Brix Larsen er en af de brandmænd, der kan mere end slukke ild og skære folk ud af deres biler efter sammenstød. Hos Beredskab Øst kommer der også de mere alternative redningsopgaver. 

- Da vi skulle redde anden ud af den smalle skorsten i går, måtte vi have den her lange stang, der hedder en Pike-pull i brug. Vi vippede anden til side og med en skærebrænder fik vi skåret røgfanget i ovnen ud. Så kunne vi vippe den lille and ud, siger Martin Brix Larsen, Beredskabsinspektør ved Beredskab Øst. 

De redder ikke katte ned fra træer

Det er kun i særlige tilfælde at Beredskabet rykker ud til dyr, der er i knibe. Den med katten er en skrøne, fortæller Martin Brix Larsen, da katte som regel kommer ned fra træerne af sig selv.

- Vi vil helst have, at folk selv klarer det med deres dyr. Men kan man ikke klare det selv, er der Dyreambulancen, der skal tilkaldes, siger han.

Kun i særlige tilfælde kan Beredskabet rykke ud:

- Hvis vi skal i højden, så har vi vores stige, der kan komme 30 meter op. Men så skal der altså også sidde en kat ekseptionelt højt oppe, siger Martin Brix Larsen.

Specielt grej til specielle situationer

- VI har en gang reddet en hest, der havde fået benene ned i en kvægrist. Der var det os, der havde grejet til at skære rørene over og få den fri, siger Martin Brix Larsen.

Der var det skærebrænderen og det værktøj, de ellers klipper biler op med, der kom i brug.

I vinter var det en hund, der var gået gennem isen. I sådanne tilfælde bruger Beredskab Øst en slags gummibåd, der kan pustes op på 50 sekunder:

- Hvis vi skal rykke ud på vandet, så har vi mulighed for at sende vores overfladeredder ud, siger Martin Brix Larsen.

Redderen har en knald-gul neopren-dragt på, der er vandtæt og som giver stor bevægelsesfrihed. Og han lægger sig på gummibåden for at kunne trække det forulykkede dyr eller menneske op på båden, op af det kolde vand.