Med kommentarer som "Giv borgmesteren en tudekiks" og .."uanstændig tankegang..," kritiserer flere af TV 2 Lorrys brugere Gentoftes borgmester Hans Toft (K).
Borgmesteren er utilfreds med regeringens fordeling af flygtninge, hvor Gentofte i år skal modtage 201 flygtninge.
- Det, synes vi faktisk, ikke bare er urimeligt, jeg synes faktisk, det er uanstændigt, både i relation til flygtningene og i relation til den opgave, som man pålægger en kommune. Vi har ikke boligerne, hun ved, vi ikke har boligerne, og alligevel boligplacerer hun herude, siger Hans Toft til TV 2 med henvisning til udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.
Hans Toft, mener ikke, at det handler om økonomi, problemet er, at der ikke er boliger til flygtningene.
Men den holdning er flere uenige i på TV 2 Lorrys Facebookside.
- Giv borgmesten en tudekiks, skriver Tina Juul Pedersen.
Flere andre argumenterer imod Hans Toft og mener, at Gentofte sagtens kan løse opgaven.
- Kære Hans Toft. Du har muligvis ret i din bekymring. Til gengæld må Gentofte da være den kommune med bedst mulighed for privat indkvartering eller VenligBoliger. Det er svært at have ondt af Gentofte for alvor i denne sag, skriver Mette Herholdt Mertz.
Mens en tredje skriver:
Mage til uanstændig tankegang skal man da lede længe efter. De tilkomne flygtninge har nok ingen præferencer - hverken med landsdel eller postnummer, skriver Litten Nielsen.
Ifølge berlinske modtog Gentofte Kommune sidste år 137 flygtninge efter fire år, hvor kommunen havde modtaget mellem 34 og 89 flygtninge årligt.