Fortvivlet kørelærers opråb gik viralt: ”Intet har ændret sig siden”

Sidste år fik en nyuddannet kørelærer fra Gentofte nok af den dårlige behandling, skolevogne får i trafikken. I dag, et år senere, er problemet stadig det samme, fortæller han.

For et år siden var kørelæreren Ulrik Memo Meinert-Medici fra Gentofte helt ny i faget, da han gik til tasterne og skrev et harmdirrende og frustreret opslag på Facebook.

For med kun 14 dages erfaring som køreskolelærer erfarede han hurtigt, at de øvrige trafikanter langt fra udviste hensyn på trods af de synlige køreskole-skilte på bilen.

Ulrik Memo Meinert-Medici opdagede hurtigt, at hovedrysten, fremstrakte fingere og utålmodige dyt med hornet fra andre bilister var hverdagskost. Han og hans elever oplevede decideret vrede fra andre trafikanter, når de kørte rundt i skolevognen.

Nu er der gået et år, siden Ulrik Memo Meinert-Medici kom med sit opråb, hvor han også fik sit budskab ud til danskerne i et indslag her på TV 2 Lorry.

Derfor har vi spurgt, hvordan det går i dag, og om situationen ifølge ham har ændret sig på landevejene.

quote Det er på ingen måde blevet bedre – tværtimod

Ulrik Memo Meinert-Medici, kørelærer

- Personligt er jeg blevet mere erfaren, for jeg var jo helt ny sidste år. Jeg har fået mere bevidsthed i takt med, at jeg har fået flere køretimer ind under huden, og så er jeg måske gået hen og blevet lidt vant til det. Men lad mig sige det sådan her: Det er på ingen måde blevet bedre – tværtimod, siger Ulrik Memo Meinert-Medici til TV 2 Lorry.

Se TV 2 Lorrys indslag fra 2018 med kørelæreren herunder. Artiklen fortsætter efter videoen.

Blev påkørt med elev bag rattet

Han beretter om daglige chikaner, og han har sågar oplevet at blive påkørt, mens en elev sad bag rattet.

- Jeg havde for eksempel en episode for nogle måneder siden, hvor en bilist påkørte skolevognen bagfra, fordi eleven ikke var hurtig nok til at sætte i gang, da der blev grønt lys.

- Det prøvede bilisten så at bortforklare med, at det var vores egen skyld, fordi vi ikke startede bilen hurtigt nok. Det er den slags oplevelser, der gør, at man tænker, at der er lang vej endnu, siger Ulrik Memo Meinert-Medici.

quote Jeg vil opfordre alle til at dytte mindre af skolevogne, for det gør aldrig situationen bedre – kun værre

Ulrik Memo Meinert-Medici, kørelærer

Kørelæreren mener, at det er en helt generel holdningsændring, der skal til, før tingens tilstand bliver til det bedre.

- De fleste trafikanter har enormt travlt og er en del af den her trafikale egoisme, hvor det er 'mig først', og hvor man ikke tager hensyn til andre. Jeg vil derfor opfordre alle til at dytte mindre af skolevogne, for det gør aldrig situationen bedre – kun værre. Jeg tror slet ikke, de er klar over, hvad det gør ved en helt urutineret køreskole-elev, at de ikke får en chance og den tid, de skal bruge i trafikken, siger han og fortsætter:

- Hvis en elev kommer lidt for langsomt i gang i et lyskryds, og der straks bliver dyttet bagfra, så begynder eleven allerede at svede næste gang, han eller hun skal holde for rødt. Så begynder eleven at skynde sig med at komme i gang, og når man skynder sig, så er der en større risiko for at man ikke rammer koblingspunktet, og så går man i stå igen. Og så bliver der dyttet igen.

Elever får angst for lyskryds

- De kedelige oplevelser forplanter sig, og jeg har oplevet, at det i nogle tilfælde nærmest giver eleverne en angst for trafiklysene. Og det kan jo ikke være meningen, at de skal hade at komme til et lyskryds, fordi man er bange for, hvad der kan ske og de reaktioner, det kan medføre fra de andre bilister, siger Ulrik Memo Meinert-Medici.

quote Jeg kan ikke gøre andet end at bede mine elever om at prøve at ignorere de sure tosser, der dytter

Ulrik Memo Meinert-Medici, kørelærer

I de tilspidsede situationer forsøger han altid at tale sine elever til ro for at få dem til at slappe af, men det er ofte svært at smide rystelserne af sig, forklarer han.

- Jeg kan ikke gøre andet end at bede mine elever om at prøve at ignorere de sure tosser, der dytter, og så tage det stille og roligt og gøre de ting, de har lært. Og så kan det godt være, at det tager længere tid, men ham, der dytter, kommer i hvert fald ikke hurtigere frem.

- Så hvis man giver eleverne ro, så kommer man også selv hurtigt videre. Det budskab vil jeg gerne have ud, siger Ulrik Memo Meinert-Medici.

Herunder kan du se Ulrik Memo Meinert-Medicis opslag fra den 30. juni 2018, der er blevet delt knap 50.000 gange siden da.