Holger Rune er bare 14 år og 344 dage, men han gjorde, hvad de mere rutinerede danske tennisspillere ikke formåede. Han besejrede en af Danmarks egyptiske modstandere i Davis Cup.
Den 14-årige dansker, som er den yngste nogensinde til at repræsentere Danmark i tennis, slog Youssef Hossam, som ligger nummer 311 på ATP-ranglisten, med 6-2, 7-6.
Davis Cup-debutanten var da også tilfreds med sin første kamp.
- Det er stort, og jeg er meget glad for at vinde min første Davis Cup-kamp. Jeg havde ikke regnet med at få lov til at spille, så det var sindssygt fedt at få lov, siger den 14-årige dansker.
Holger Runes modstander, Youssef Hossam, var ellers tidligere på dagen med til at besejre Frederik Løchte Nielsen og Thomas Kromann i en doublekamp, så Egypten kom foran med 3-0 i sejre.
Egypteren kunne dog ikke stille noget op mod den danske tenniskomet.
Holger Runes sejr pynter lidt på det samlede nederlag til Egypten, så stillingen endte med 1-3 til Egypten.
Holger Rune imponerede i første sæt, hvor han blandt andet vandt tre rene partier i sin egen serv og vandt sikkert sættet med 6-2.
Serven var danskeren også ganske tilfreds med.
- Jeg synes, jeg var solid. Mine server kørte godt, og jeg var god oppe ved nettet, og så er det vanvittigt at slå nummer 311. Det havde jeg ikke regnet med, siger Holger Rune.
I andet sæt blev opgøret tættere. Sættet måtte afgøres i tiebreak, hvor danskeren fik en dårlig start og var nede med fem sætbolde ved stillingen 1-6.
Danskeren kæmpede sig dog tilbage og vandt tiebreaken 16-14 efter stor spænding.
- Jeg var ret nervøs til sidst, men jeg fandt en godt returnering frem til sidst, og det var rigtig godt, fordi det var sindssygt tæt, siger Holger Rune.
Danmarks holdkaptajn under Davis Cup, Kenneth Carlsen, er imponeret over den unge danskers præstation.
- Holger har fået en drømmedebut. Vi har alle vidst, at han er et kæmpe talent, og han er forhåbentlig dansk tennis' fremtid.
- Selvfølgelig er der lang vej endnu, hvis han vil nå sine drømme, men det er en virkelig god start, siger Kenneth Carlsen.
Da det samlede resultat var afgjort, blev den femte og sidste kamp med danske Christoffer Kønigsfeldt ikke spillet, oplyser Dansk Tennis Forbund.
/ritzau/