Kommune forlænger ordning med gratis parkering

I lyset af statsministerens udmelding den 6. april om fortsat at holde dele af landet lukket nogle uger endnu, forlænges afskaffelsen af betalingsparkering på Frederiksberg frem til 1. maj.

Bilister vil i den kommende tid fortsat kunne parkere gratis hver dag på Frederiksberg.

Det har den politiske krisegruppe på Frederiksberg besluttet på et møde tidligere på ugen.

Lempelsen af p-reglerne blev indført den 25. marts og gjaldt i første omgang kun frem til den 3. april. Men nu er ordningen blevet forlænget frem til den 1. maj.

Det oplyser borgmester Simon Aggesen (K) i en pressemeddelelse.

- Vi forlænger afskaffelsen af betalingsparkering som en naturlig konsekvens af, at samfundet vil være delvist lukket for en tid endnu.

- Beslutningen vil fortsat hjælpe de ansatte, som gør en helt særlig indsats disse uger. De passer på vores børn, og det er dem, der tager hånd om vores udsatte, ældre og sårbare. De skal naturligvis ikke tænke på at betale for parkeringen, når de tager til og fra arbejde, siger Simon Aggesen.

Ordningen med gratis parkering blev indført den 25. marts og gjaldt i første kun frem til den 3. april

Skal aflaste den kollektive trafik

Formand for Frederiksberg Kommunes By- og Miljøudvalg, Jan E. Jørgensen (V) finder også beslutningen fornuftig:

- Situationen er fortsat sådan, at der er meget lidt trafik, så det giver bedst mening at fortsætte uden betalingsparkering resten af april måned. Ikke mindst fordi vi er i den paradoksale situation, at vi skal aflaste den kollektive trafik, så der er god plads til dem, der er helt afhængig af den, siger Jan E. Jørgensen.

Byens cityassistenter (parkeringsvagter, red.) er fortsat på gaden, dog med mindre bemanding, som et led i kommunens kriseberedskab.

De holder øje med byen og er særligt opmærksomme på, at ingen biler spærrer for brandveje eller på anden måde holder, så de er til gene for færdselssikkerheden.

Lokale tidsrestriktioner, lokal skiltning samt færdselsloven er fortsat gældende. Beslutningen gælder foreløbig til 1. maj, og den berører ikke beboerlicensen.

Nedenfor kan du se et tidligere indslag om lempelserne af parkeringsreglerne på Frederiksberg.