500.000 kroner. Det er målet, når en række kendisser søndag optræder ved et indsamlingsshow for Dirch Passer. Eller rettere - for en statue af Dirch Passer.
Det er den nystartede Dich Passer Festival, der står bag arrangementet.
Foreningen vil opføre en statue af Dirch Passer i anledning af den folkekære komikers 90-års fødselsdag den 18. maj næste år.
Planen er, at statuen skal opføres på Dirch Passers Alle på Frederiksberg.
Skuespiller og komiker Per Pallesen, sangerinden Daimi Gentle og komiker Jan Monrad er blandt dem, der optræder ved indsamlingsshowet søndag.
- Dirch var jo ubestridt vores største komiker. Han var skide hurtig. Han var altid rap i replikken, siger ven Per Pallesen til TV 2 Lorry.
Daimi Gentle mener, at det er på høje tide med en statue af Dirch Passer.
- Jeg husker ham bedst for hans tilstedeværelse. Hans charme og energi. Han fyldte rigtig meget. Jeg kan slet ikke forstå, at der ikke allerede står en statue af Dirch på Frederiksberg, siger Daimi Gentle til TV 2 Lorry.
Hun vil søndag optræde med sangen 'Hvem har du kysset i din gadedør' - en sang hun sammen med Dirch Passer gjorde til en landeplage i 1967.
Showet løber af stablen i Rådhushallen på Frederiksberg Rådhus søndag mellem 15-17.
Man kan tilmelde sig showet ved at skrive en mail til formanden for Dirch Passer Festival, Henrik Hansen, på [email protected]