Selv om tre unge mænd var fængslet, kunne de fra deres celler dirigere deres kammerater til at skaffe en pistol og en riffel.
Det hævder politiet i to af de sigtelser, som tirsdag er præsenteret mod 12 mænd og en dreng i Retten i Frederiksberg.
Politiet mener, at gruppen ville hævne drabene på tre unge mænd i en lejlighed på Frederiksberg. 11. november blev de nærmest likvideret.
De tre anklagede sidder inde, fordi de er dømt i sager om dødsvold og drab.
I dag står i alt 13 personer for Retten på Frederiksberg. De er alle sigtet i en sag, hvor politiet mener at kunne bevise at de var i gang med at skaffe våben til en hævnaktion efter trippel-drabet.
Alle tretten nægter sig skyldige.
Politiet gennemførte i går en anholdelsesaktion med efterfølgende ransagninger flere steder i landet.
Efterforskningen har vist, at de anholdte efter politiets overbevisning i de to måneder efter drabene har skaffet sig 4 forskellige våben i forbindelse med mulig hævn af drabene på deres venner. Det skriver Københavns Politi på mynewsdesk.com til morgen.
Der er tale om 3 skarpladte pistoler og en skarpladt jagtriffel, som alle er handlet ved særskilte episoder og derfor løbende er beslaglagt i forbindelse med efterforskningen.
Politiet har ved aktionen søgt at anholde de personer, der er identificeret som både leverandører og købere af våbnene, men også personer, der har deltaget aktivt i planlægningen om at skaffe våben.
Københavns Politi håber nu at undgå, at bruge ressourcer på efterforskning af mulig hævn af det tre-dobbelte drab.
Anholdelser og ransagninger er sket i Storkøbenhavn, på Sjælland, på Fyn og i Jylland. Der er anholdt i alt 13 personer og der er gennemført 19 ransagninger.
De anholdte er alle mænd med en anden etnisk oprindelse end dansk, og de er i alderen fra 16-30 år. Ved ransagningerne blev der ikke fundet flere våben.
De anholdte vil blive fremstillet i retten på Frederiksberg i dag.