Arrangør bag stort designmarked i K.B. Hallen forsvundet – deltagere føler sig snydt

Et stort antal designere har betalt for en stand på et stort designmarked, der skulle afvikles i K.B. Hallen 28. januar. Men pludselig er arrangørerne forsvundet.

Rundt om i hele Danmark har små designvirksomheder betalt for at være med på et stort anlagt designmarked i K.B. Hallen på Frederiksberg i starten af næste år.

De forskellige designere har forberedt sig, produceret smykker og kunsthåndværk, som de skulle have med på markedet, og de har planlagt, hvordan deres stande skulle se ud.

Men pludselig er folkene bag markedet sporløst forsvundet. Det samme er de penge, designerne har betalt for at være med.

Den professionelt udseende hjemmeside findes ikke længere, og den instagram-konto, der løbende blev opdateret med opslag om, hvilke designere, der skulle være med på markedet, er pist væk. Mails bliver ikke besvaret - og Københavns Design Marked 2023 findes tilsyneladende ikke.

Smykkedesigneren Sarah Winther fra Brønshøj driver virksomheden Winther Design. Hun er en af dem, der nu føler sig groft snydt.

- Jeg er ikke sådan én, der normalt hopper på fupnumre og bliver snydt. Der har været sindssygt meget aktivitet på deres Instagram-profil, og det virkede professionelt. Jeg betalte 1250 kroner 13. juli, siger hun til TV 2 Lorry.

Bank vil udlevere oplysninger

Sarah Winther oplyser videre, at hun er kunde i en lille århusiansk bank, der henvender sig til helt små virksomheder og startups. Der fandt hun ud af, at folkene bag Københavns Design Marked havde deres konto samme sted.