Ung mand skåret i halsen med flaske

Nordsjællands politi efterlyser tre mænd efter voldsepisode

Natten til tirsdag slap en yngre mand på 19 år særdeles heldigt fra et sammenstød, da han sammen med nogle venner stødte på to mænd på Egedalsvej i Kokkedal.

Nordsjællands politi oplyser, at den 19-årige var sammen med nogle bekendte, da de klokken 01.20 stødte på gerningsmanden og et par andre. Af ukendte årsager kom de to op at toppes. og det fik gerningsmanden til at knuse en flaske, hvorefter han ramte den 19-årige på halsen. Denne slap heldigvis med et overfladisk snit.

Signalement

Efter voldsepisoden stak gerningsmanden og hans to kumpaner af fra stedet, og politiet efterlyser nu tre mænd, der af politiet beskrives således:

A: mand, mellemøstlig af udseende, 17-19 år, 180-185 cm høj og almindelig af bygning, brun i huden med sort, kort hår. Han var iført mørk bluse og mørke bluse, talte dansk med accent og havde en vodkaflaske med sig. 

B: mand, mellemøstlig af udseende, 17-19 år, 175-180 cm høj og kraftig af bygning, brun i huden, sort mellemlangt hår og sort/blå jakke, hvid t-shirt og grå jeans. 

C: Mand, dansk af udseende, 17-19 år, 170-175 cm høj og spinkel af bygning, hvid i huden med brunt hår og iført hvid hættetrøje.

Den 19-årig blev efter episoden behandlet på skadestue og kunne derefter sendes hjem.