Her er den. Hele ruten fra Ekspedition Lorryland – lige til at kopiere enten som én lang samlet tur, eller som syv små mikroeventyr, der kan tages hver for sig.
Men husk, at der altid skal være plads til at improvisere og følge nysgerrigheden og eventyrlysten undervejs.
Det er ofte uden for de etablerede ruter, at overraskelserne og de store oplevelser venter
- De bedste eventyr er ofte dem, hvor man har en generel ide om, hvor man vil hen, men der er plads til at improvisere undervejs, siger Tore Grønne, der flere gange er taget på cykeleventyr med en enkeltbillet – til Pakistan, Peru, Indien og Mexico – for at følge eventyret, som det udfolder sig.
Ekspedition Lorryland
Eventyreren og turcyklisten Tore Grønne har rejst på to hjul i hele verden. Over syv dage finder han eventyret her i Hovedstadsområdet, sammen med sin gode ven Bertel Henning fra Gershøj. Se hele ekspeditionen her.
I den her artikelrække deler Tore Grønne ud af sine bedste tips til at (over)leve i naturen. Se råd og ruter her.
Serien er produceret af Svada Film i samarbejde med TV 2 Lorry
- Det sjove er at tage de små afstikkere, der ser spændende ud. Dreje til venstre, hvor de andre drejer til højre. Vinke farvel til de etablerede ruter. Det er her overraskelserne og ofte også de store oplevelser venter, siger Tore Grønne.
Denne sommer tager han på eventyr gennem Hovedstadsområdet fra Gilleleje til Stevns, sammen med sin gamle ven Bertel Henning, som ikke har cyklet siden han var knægt. Turen kalder vi "Ekspedition Lorryland". En tur, du selv kan tage, uanset form og erfaring.
Her beskriver Tore ruten dag for dag:
Dag 1: Hillerød Station – Gribskov (ca. 11 km)
En kort dag, hvor vi sætter ud fredag efter fyraften. Alligevel er der plads til roligt at udforske Gribskov. Vi starter med at følge cykelruten Esrum Kloster – Hillerød og cykler så ind på ruten Parforce 105 – små fredelige skovveje, hvor man lynhurtigt føler sig langt væk fra byen.
Vi overnatter på den her lille teltplads i Gribskov.
Se kort over ruten her.
Guiden fortsætter under billedet fra Gribskov
Dag 2: Gribskov – Nakkehoved (ca. 27 km)
Super fin cykling gennem Gribskov, hvor vi følger små stier og skovveje mod nord, indtil vi kommer ud af skoven og cykler gennem mere åbne marklandskaber. Vi følger Cykelrute 33 Gillelejestien til Gilleleje og cykler omtrent tre kilometer mod øst til en formidabel lejrplads ved Nakkehoved.
Du kan følge Nordkyststien derud, men du kan også tage den lille sti, der går helt ude langs skrænterne ved havet. Det tager lidt længere tid, men der er utroligt fint.
Vi overnatter på den fantastiske teltplads her.
Se kort over ruten her.
Guiden fortsætter under billedet fra Nakkehoved teltplads
Dag 3: Nakkehoved – Tisvilde Hegn (ca. 30 km)
Vi cykler tilbage til Gilleleje og følger Nordkyststien mod vest, direkte ind i vinden. Der er fine udsigtspunkter ud over havet et par steder, men der er også en del småbyer og sommerhusområder.
I Tisvilde drejer vi spontant væk fra ruten for at komme lidt mere på eventyr og triller ind i Tisvilde Hegn. Her krydser vi rundt på de fredelige, fine småveje og finder et shelter med udsigt til en sø tæt ved Asserbo slotsruin, hvor vi overnatter.
Se kort over ruten her.
Guiden fortsætter under billedet fra Tisvilde Hegn
Dag 4: Tisvilde Hegn – Skuldelev Havn (ca. 47 km)
Vi følger i store træk Fjordstien til Sølager, tager færgen over til Kulhuse og fortsætter på Fjordstien ind gennem Jægerspris Nordskov. Derefter holder vi os tæt på Roskilde Fjord ned til Skuldelev, hvor vi køber ind til aftensmaden i Brugsen og tager det sidste, fine stræk ud til Skuldelev Havn, hvor vi overnatter i shelter.
Skulle shelteret være optaget, er der god plads til at slå telt op – og en fin badebro, der indbyder til en dukkert i fjorden.
Vi overnatter her.
Se kort over ruten her.
Guiden fortsætter under billedet fra Jægerspris Nordskov
Dag 5: Skuldelev Havn – Rævemosen i Bidstrup Skovene (52,5 km)
Vores store bjergdag! Vi starter med at krydse over til Ejby for at cykle et af Danmarks få vaskeægte hårnålesving og fortsætter så mod syd mod Bidstrup Skovene.
Her cykler vi blandt andet et utroligt fint stykke på Skjoldungestien, inden vi knokler til tops på Sjællands højeste punkt: Gyldenløves Høj på hele 125,5 meter.
Vi følger skovstier til den store, åbne lejrplads, Rævemosen, der ligger fint på en eng med en stor bålplads, rindende vand og toilet, hvor vi slår os ned for natten.
Se kort over ruten her.
Guiden fortsætter under billedet fra Skjoldungestien
Dag 6: Rævemosen (Bidstrup Skovene) – Ølby
Vi cykler via fredelige skovveje ud ad Bidstrup Skovene og fortsætter til Borup, hvor vi triller ind på Køge Å-sti, som fint og fredeligt snor sig langs åen og bringer os helt til Køge.
Herfra tager vi den korte tur gennem byen op til Ølby, hvor vi har fået lov at slå teltene op i en baghave.
Se kort over ruten her.
Guiden fortsætter under billedet fra baghaven i Ølby
Dag 7: Ølby – Stevns Klint (ca. 37 km)
Måske Ikke den mest spændende dag, hvor meget af ruter er på cykelsti langs landevejen, men landskaberne bliver flottere og flottere, og det er en formidabel slutning ved Stevns Klint.
Se kort over ruten her.
Guiden fortsætter under billedet fra Stevns Klint
Se Ekspeditionens første dag her: Hængekøje og Høvlregn i Gribskov (1:7)
Guiden fortsætter under videoen
Tore Grønnes samling af råd til nye eventyrere:
Planlægning
1. Kopier Tore og Bertels rute til hele Ekspedition Lorryland
Her kan du se hver af de syv strækninger, som Tore og Bertel kørte, og hvor de slog lejr. De to venner fortæller om deres favoritstrækninger og linker til sider med officielle cykelruter og stier, de har fulgt noget af vejen. Se ovenfor.
2. Sådan finder du de smukkeste steder at slå lejr
Vi guider til, hvor man finder teltpladser, shelterpladser og steder at overnatte i naturen - med links til hjemmesider og apps. Find guiden her.
Forberedelse
3. Hvad må man i den danske natur?
Hvor må man færdes og slå teltet op? Hvad er reglerne for bål og åben ild - og hvad egentligt med toiletbesøg i det fri? Find guiden her.
4. Pakkelisten: Basisudstyr til cykeltur
Den samlede pakkeliste. Lige til at kopiere, så man er klar til at drage på tur. Find guiden her.
5. Sådan pakker du cyklen
Tips og tricks til at pakke turcyklen på den gode måde, så der hverken er slinger i sadlen eller ting, der går tabt i taskerne. Find guiden her.
På tur
6. Klæd dig på til tur
Vi går bag om trelagsprincippet og forklarer, hvordan du bedst klæder dig på, så du holder dig varm og tør på tur. Find guiden her.
7. Sådan får du en god nat i soveposen
Følger du de her råd, så har du en rigtig god chance for at få en varm, behagelig nats søvn, så du vågner udhvilet op til en ny dags eventyr. Find guiden her.
8. Sådan tager du fede billeder på cykeltur
Tre tips til at tage bedre billeder, og du kan lære, hvorfor det er fantastisk at fotografere. Find guiden her.
9. Uden mad og drikke, duer cykelhelten ikke
Du brænder bunker af kalorier af på to hjul, så du kan tillade dig at spise og drikke lige, hvad du vil. Find guiden her.