Børn og unge med særlige behov skal have de bedst mulige rammer for at gennemføre deres skolegang.
Det mener Behandlingsskolerne, der i dag inviterer til åbningsreception på Fyrtårnet Stenløse, der er navnet på den nye specialskole i Egedal.
Vi er der som en lokal aktør, der kan støtte op om elevernes tilknytning til deres nærmiljø
Førhen blev de omkring 22 elever fra Egedal kørt til og fra København for at tage del i Behandlingsskolernes undervisning.
Eleverne har været glade for deres skolegang, men det er udfordrende for børn og unge med særlige behov at skulle køre langt på daglig basis, bliver det beskrevet i en pressemeddelelse.
- Vores vurdering er, at det er meget bedre for børnene i Egedal og omegn, at vi er der som en lokal aktør, der kan støtte op om elevernes tilknytning til deres nærmiljø, siger Signe Flindt, der er Videnschef på Behandlingsskolerne og projektleder for Fyrtårnet Stenløse.
Tæt samarbejde med kommunen
Behandlingsskolerne har et mål om at etablere et godt samarbejde med Egedal Kommunes eksisterende tilbud på området.
Dette er blandt andet med henblik på, at de unge kan deltage i kommunens fritidstilbud og holde kontakten til folkeskolen.
Christopher Juul, der er administrerende direktør for Behandlingsskolerne, ser Fyrtårnet Stenløse som en god supplering til tilbuddene i Egedal og som et godt eksempel på nyskabelse på området i forhold til et samarbejde, der går på tværs af det offentlige og det private.
- Vi ønsker at blive en del af lokalsamfundet, at dele ud af vores erfaringer og indgå i et tæt samarbejde med Egedal, som vi også kan lære en hel masse af, forklarer Signe Flindt.
Hun uddyber, at det er en fordel for eleverne, at skolen har en tilknytning til nærmiljøet, og hun vurderer, at det kommer til at få en stor betydning for det samlede behandlingsforløb.