Oversigt

Seneste nyt

Socialdemokratisk profil forlader Folketinget

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Kasper Sand Kjær stopper i Folketinget.

Det skriver han i et opslag på Facebook.

Efter mere end 20 år med politiske poster og tillidshverv – fra elevrådsformand til folketingsmedlem – har jeg brug for at prøve noget nyt. Og brug for at prøve at være noget andet end mit politiske hverv, skriver han.

Kasper Sand Kjær har siddet i Folketinget siden 2019 og har senest været udlændinge- og integrationsordfører for Socialdemokratiet. Han er valgt i København Omegns Storkreds fra Ballerupkredsen, hvor han også er bosiddende privat.

Med Kasper Sand Kjærs farvel til Folketinget åbner det for Gunvor Wibroe, der er førstesuppleant i storkredsen. Hun er i dag rådmand i Frederiksberg Kommune.

TV 2 Kosmopol har været i kontakt med Gunvor Wibroe, der selv netop har modtaget nyheden om Kasper Sand Kjærs exit. Hun "ønsker lige at trække vejret et øjeblik", før hun melder ud, om hun takker ja til pladsen i Folketinget.