Derfor er justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i morgen kaldt i samråd i Folketingets retsudvalg om problemet, hvor retsordfører for Socialdemokratiet Trine Bramsen blandt andet har spurgt ministeren om, hvilke initiativer der er taget som følge af fodboldvolden, skriver Kristeligt Dagblad.
Det sker i lyset af det betydelige antal timer, der i forvejen afsættes til bevogtning af blandt andet den jødiske synagoge i København og indsatsen i den verserende bandekonflikt. Det presser det danske politi, som altså også skal bruge deres tid på noget, der af mange betragtes som mindre vigtigt: fodboldbøller.
(Artiklen fortsætter under videoen)
- Det, vi så over sommeren, hvor det eskalerede for nogle af F.C. Københavns fans, der gik fuldstændig amok, bør give politisk stof til eftertanke. Jeg synes, det er helt vanvittigt, at politiet skal bruge så mange timer på noget, der burde være en god oplevelse for alle, og at danske skatteydere skal betale for det her ekstreme opbud af politi, når nogle fodboldfans ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Det er ikke rimeligt, at politiet skal rykke så talstærkt ud i en tid med bandekonflikter og terrortrusler. Det er netop baggrunden for mit samråd, siger Trine Bramsen, der også kalder på hårdere konsekvenser for de tilskuere, der ikke opfører sig ordentligt.
En aktindsigt, som Kristeligt Dagblad har fået hos Københavns Politi, viser, at fodboldkampe kræver en stor mængde politiarbejde.
I 2015 blev der hos Københavns Politi afsat 11.127 forventede tjenestemandstimer fordelt på blot fire af de såkaldte højrisikokampe, mens Danmarks Radio tidligere på året kunne fortælle, at man i 2016 afsatte næsten det dobbelte til ni af den slags fodboldkampe, helt præcist 20.815 timer.