Skandaleramt friluftsbad melder ny åbning ud

De sidste to år har udendørsbassinerne i Vestbad været lukket på grund af restaurering, men til sommer kan børn og voksne igen bruge bassinerne.

Tilbage i 2020 blev der konstateret flere fejl og mangler på friluftsbassinerne i Vestbad, og derfor måtte svømmehallen i sidste ende lukke bassinerne i 2022 og 2023.

I mellemtiden har der kørt en voldgiftssag mellem Vestbad og entreprenøren, og nu har de endelig fået enderne til at mødes, så udbedringerne kan komme i gang, og bassinerne igen kan benyttes til sommer.

Det er Brøndby og Rødovre Kommune, der driver Vestbad, og derfor skaber det glæde hos borgmesteren i Brøndby Kommune.

- Jeg er glad for, at der nu bliver sat et punktum, så vi igen kan åbne dørene til den kulturhistoriske perle. Personligt glæder jeg mig meget til igen at tage en kold dukkert på en varm sommerdag, og det ved jeg, at tusindvis af andre Brøndbyborgere også gør, siger Kent Magelund, der er borgmester i Brøndby Kommune, i en pressemeddelelse.