Vilde privatoptagelser af tornadoen – her flyver 600 kilo tung trailer gennem Torbens have

Overvågningskameraer på Torben Strandholts hus viser, hvor voldsomt det gik til, da Albertslund sidste fredag blev ramt af det, som sandsynligvis var en tornado.

- Det er for sindssygt.

Sådan lyder den dramatiske beskrivelse fra 53-årige Torben Strandholt fra Albertslund.

Når man ser optagelserne fra overvågningskameraerne på hans hus, forstår man hvorfor.

Se flere optagelser af tornadoen længere nede i artiklen.

Villakvarteret, han bor i, blev fredag eftermiddag i sidste uge ramt af en voldsom hvirvelvind, som TV 2 Vejret har vurderet sandsynligvis var en tornado.

Tornadoen medførte omfattende skader på både skoler og flere private hjem, og Torben Strandholts hus gik ikke ram forbi.

quote Lige pludselig hørte jeg noget, der rullede udenfor

Torben Strandholt

Overvågningskameraerne, der fangede hændelsen, fik han installeret, da han i sin tid flyttede ind i sit hus.

Forinden havde der været indbrud i kvarteret, og da Torben Strandholt har sit eget vagtfirma og arbejder meget som butiksdetektiv, virkede kameraerne som et fornuftigt, præventivt tiltag.

Hestetrailer flækkede

Fredagens tornado var dog en ubuden gæst, som Torben Strandholt ikke kunne have garderet sig imod.

- Jeg lå på min sofa og havde det lidt skidt. Pludselig kunne jeg høre, det tog til udenfor, og da jeg løftede hovedet og skævede over mod vinduet, kunne jeg se, at det nærmest var, som om der fløj tøsne rundt i en cirkel uden for vinduet, fortæller Torben Strandholt til TV 2 Lorry.

Udenfor stod hans 600 kilo tunge hestetrailer. Eller det troede han i hvert fald, at den gjorde.

- Lige pludselig hørte jeg noget, der rullede udenfor. Det ramte min væg, så tingene på min reol faldt ned, siger Torben Strandholt, der skyndte sig at komme i tøjet og bevægede sig udenfor.

- Da jeg åbnede døren, tænkte jeg, hvor fanden er hestetraileren.

- Den lå så nede i baghaven væltet om på siden og med taget flækket, siger han.

Artiklen fortsætter under videoen.

Den 600 kilo tunge trailer endte på siden og med taget flækket.
Den 600 kilo tunge trailer endte på siden og med taget flækket.
Foto: Privatfoto - Torben Strandholt

Slap heldigere end andre 

Også mange andre af hans ting i haven blev smadret af uvejrets susende kræfter.

- Jeg har et drivhus, som jeg i sin tid satte ned i jorden efter alle kunstens regler. Det er fuldstændig krøllet sammen. Også vores havetrampolinen forsvandt, og den er stadig ikke dukket op, siger Torben Strandholt.

Trods ødelæggelserne er han taknemmelig for, at det ikke gik værre for sig.

Mens flere af kvarterets beboere har fået ødelagt taget, så slap Torben Strandholt med et knust vindue i havestuen.

- Jeg har meldt de andre skader til mit forsikringsselskab, som siger, at mit indbo i haven er dækket af min indboforsikring. Men lad os nu se. Jeg er bare glad for, at min datteres kanin i baghaven ikke er blandt de ting, jeg har skulle skrive på skadeslisten.  

Artiklen fortsætter under videoen.

Drivhuset blev slået til pindebrænde.
Drivhuset blev slået til pindebrænde.
Foto: Privatfoto - Torben Strandholt

Kanin i livsfare

På overvågningsbillederne fra haven, kan man således se, at traileren nær havde revet dens bur med sig i farten.

- Hvis man ser, der hvor traileren flyver ned igennem, så er den faktisk ved at ramme vores stakkels kanin, som bor i det her trekantede bur. Det er så sindssygt, at hængetrækket på traileren ikke fik fat på buret. Så havde den været færdig, siger Torben Strandholt.

Artiklen fortsætter under videoen.

Kaninburet i bagrunden var tæt på at blive flået med af traileren. 
Kaninburet i bagrunden var tæt på at blive flået med af traileren. 
Foto: Privatfoto - Torben Strandholt

Han havde næsten lige havde sat indhegning op rundt om kaninburet, så kaninen kunne få mere plads at boltre sig på.

- Også det blev fandeme ødelagt. Men gudskelov skete der ikke noget med ham (kaninen, red.), eller med mig og min datter for den sags skyld, siger Torben Strandholt.

Han drømmer nu om en ny trailer. 

- Det, der irriterer mig mest, er, at jeg gerne ville have købt sådan en cargotrailer. Men de koster altså omkring 30.000, så jeg endte i stedet med at købe en hestetrailer og sætte den i stand sammen med en kammerat. Det har kostet mig 10.000 kroner, siger han.

Artiklen fortsætter under videoen.

Her kan man se optagelser fra alle fire overvågningskameraer på huset.

Derfor var der sandsynligvis tale om en tornado

TV 2 Vejret har oplyst, at når de bruger ordet 'tornado', så skyldes det, at hvirvelvinden ikke dannes på samme måde som en normal, dansk skypumpe.

Almindeligvis ser man skypumper på dage med byger og relativt rolige vindforhold. Her udvikler skypumperne sig fra skyer, hvorfra der normalt ikke falder nedbør.

Tornadoer - som man kender dem fra blandt andet USA - udvikles i forbindelse med kraftige tordenbyger og normalt i forbindelse med superceller, som er store, roterende tordenbyger.

De kan dog også udvikle sig fra tordenbyger, der ikke roterer, men hvor der er stærk turbulens, og vindforhold kan starte dannelsen af en rotation under skyen. Herfra kan hvirvlen strækkes mod jorden, hvor den rammer som en tornado.

Her ses et arkivfoto af en tornado i den amerikanske delstat Oklahoma.
Her ses et arkivfoto af en tornado i den amerikanske delstat Oklahoma.
Foto: Social Media/Lorraine Matti/Ritzau Scanpix

Vejrforholdene fredag den 25. september var ifølge TV 2 Vejret slet ikke oplagte til skypumper, men derimod var risikoen for en regulær - men dog lille - tornado til stede.

At dømme ud fra ødelæggelserne i Albertslund har TV 2 Vejret vurderet, at der var tale om en tornado af EF-0 til EF-1 styrke på en skala, der går fra nul til fem.

Tornadoens styrke vurderes ud fra de ødelæggelser, den forårsager, der derefter omtrentlig kan omsættes til et mål for vindhastighederne. I en EF-0 til en EF-1 tornado vil vindhastighederne normalt være på mellem 29 og 49 meter per sekund eller det, der svarer til cirka 105 til 170 kilometer i timen.

SÅDAN KATEGORISERES TORNADOER

Tornadoer kategoriseres ud fra EF-skalaen (Enhanced Fujita Scale) som har været i brug i USA siden 2007. Skalaen er opkaldt efter den japansk-amerikanske meteorolog Tetsuya Theodore Fujita (1920-1998) og måler en tornados styrke ud fra dens ødelæggelser i kategorierne EF0 til EF5, hvor sidstnævnte er kraftigst.

Ødelæggelserne kan omtrent omsættes til vindhastighederne herunder, men klassificeringen sker ud fra ødelæggelsernes omfang alene. Tornadoer, der derfor ikke resulterer i nævneværdige materielle skader, kan være meget svære at klassificere og undertiden ende i en for lav kategori.

 

EF0
Vind: 29-37 m/s 
Relativt mindre ødelægger som under en gedigen dansk storm eller orkan. Tagsten blæser ned, skorstene blæser omkuld og træer brækker over eller rives op.

 

EF1
Vind: 38-49 m/s 
Moderate ødelæggeser - hustage lider stor skade og kørende biler blæses af vejen.

 

EF2
Vind: 50-60 m/s
Betydelige ødelæggeser - tage rives af huse og biler kan tippes rundt. Træer rives op med rode eller brækker over.

 

EF3
Vind: 61-73 m/s
Voldsomme ødelæggelser - tage blæser af selv solide bygninger og biler løftes og kastes rundt. Træer rives op med rode.

 

EF4
Vind: 74-90 m/s
Enorme ødelæggelser - huse jævnes med jorden og biler løftes og flyver igennem luften
Typisk breddere end 500 meter

 

EF5
Vind: Over 90 m/s
Altødelæggende - jævner næsten alt med jorden og kan løfte store lastbiler mere end 100 meter væk
Typisk breddere end 1000 meter

 

Kilde: TV 2 Vejret

Trak et næsten to kilometer langt spor af ødelæggelse

Det, der formentlig har været en tornado, startede med at anrette skader meget tæt på statsfængslet i Vridsløselille.

Herfra bevægede den lille tornado sig mod nordvest i næsten to kilometer, før den opløstes over den nordvestlige del af Herstedvester.

Det er efter danske forhold en lang strækning at bevæge sig for en tornado eller skypumpe.

Et kort over, hvor Albertslund Kommune mener, at tornadoen bevægede sig.
Et kort over, hvor Albertslund Kommune mener, at tornadoen bevægede sig.

Langt fra første gang med tornadoer i Danmark

Det er ikke første gang, at tornadoer og skypumper har resulteret i ødelæggelser i Danmark, og den kraftigste, der har ramt landet, slog til 11. februar 1962 i Holstebro.

Vi skal dog blot tilbage til 14. juni sidste år, før vi senest oplevede en tornado over Danmark. Det skete i Aabenraa, hvor to biler blev slynget omkuld af en kortvarig tornado ved sygehuset i byen.