- Det bliver et nyt, moderne gymnasium for Vestegnen, ikke kun for Albertslund. Vi har tænkt nyt, og vi forventer, at det vil appellere til de unge.
Vores gymnasium vil stå som et højt og flot vartegn.
Sådan lyder det fra Daniel Blum, der er uddannelsesdirektør i NEXT - Uddannelse København. Han kan tirsdag præsentere nyheden om, at der skal bygges et helt nyt gymnasium i seks etager på Kongsholmsgrunden i Albertslund.
Det nye gymnasium har fået navnet Vestskoven Gymnasium og skal efter planen stå færdigt i 2019.
- Vi bygger cirka 9300 kvadratmeter, og det samlede areal bliver endnu større. Albertslund er en meget flad kommune, og der er ikke bygget meget over to eller tre etager. Nu er der kommet et højt sundhedshus, og vores gymnasium vil stå som et højt og flot vartegn ved siden af sundhedshuset, siger Daniel Blum til TV 2 Lorry.
Placeret tæt ved s-togsstrækning
Vestskoven Gymnasium skal være et topmoderne gymnasiecampus med alle fire gymnasieretninger, HHX, HTX, STX og HF, samt et campus med faciliteter til erhvervsuddannelser, siger Daniel Blum.
Det er vigtigt, at dannelse og uddannelse går hånd i hånd. Det tænker vi, at det gør her.
Han forventer, at det nye gymnasium vil få flere af Vestegnens unge til at vælge at læse videre i Albertslund.
- Gymnasiet kommer fysisk til at ligge tæt på s-togsstrækningen fra Høje Taastrup og ind til København, og vi regner med, at et nyt, moderne gymnasium kan tiltrække mange af de unge, der bruger strækningen, siger Daniel Blum.
Musikskole på sjette sal
Han påpeger, at det nye gymnasium også skal skabe gode forhold til kultur- og fritidsområdet gennem et fællesskab med Albertslund Musikskole, der i fremtiden vil være at finde på 6. sal i det nye byggeri.
- Vi skal rive den eksisterende musikskole ned, og så bygger vi en ny over de næste to og et halvt år. Det er vigtigt, at dannelse og uddannelse går hånd i hånd. Det tænker vi, at det gør her, siger Daniel Blum til TV 2 Lorry.
Udover nye rammer for blandt andet teknologi- og teknikfag, vil nybyggeriet også indeholde arealer, der kan bruges til innovativ undervisning i samarbejde med erhvervslivet.
- Vi bygger gymnasiet sammen med en ny topmoderne, digital bygning, som Albertslund stiller op. Det hedder Gate 21, og der bliver åbne glasgange imellem dem. Det skal være et åbent, levende og transparent hus.
Det nuværende Albertslund Gymnasium blev i 2016 en del af NEXT, der også har gymnasier i Ballerup, Frederiksberg, Ishøj, Valby og på Østerbro.