Prins Joachim indlagt med blodprop i hjernen

Prins Joachim har gennemgået en vellykket operation for en blodprop i hjernen.

Fredag aften blev prins Joachim indlagt på Universitetshospitalet i Toulouse, Frankrig med en blodprop i hjernen.

Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse lørdag aften.

Prinsen gennemgik umiddelbart efter indlæggelsen en operation, som kongehuset melder var vellykket. Hans tilstand er nu stabil, og hans kone, prinsesse Marie, er ved ham.

- Det er hendes majestæt dronningens ønske, at familien får ro fra offentligheden under indlæggelsen, skriver de i pressemeddelelsen.

Kongehuset skriver, at de på nuværende tidspunkt ikke har yderligere oplysninger om prinsen og hans tilstand.

Ramt under sin ferie

51-årige prinsen Joachim er blevet ramt af blodproppen under sin ferie på dronningens vinslot Château de Cayx.

- Når det lige er Toulouse, han er blevet indlagt, er det fordi han de seneste uger har holdt ferie på dronningens vinslot. Det ligger et par hundrede kilometer nord for Toulouse, fortæller Billedbladets Hofreporter Trine Larsen til TV 2.

Onsdag denne uge var prins Joachim således samlet med en stor del af sin familie, da de fejrede hans søn prins Felix' 18-års-fødselsdag i det franske.

Et billede fra kongehusets officielle Instagram-profil viser den smilende familie bestående af prinsens kone prinsesse Marie og deres to børn Henrik på 11 år og Athena på 8 år, samt prinsens ældste sønner Nikolai og Felix, som han har med sin første kone, grevinde Alexandra, som også var med til fejringen.

Ingen alvorlig sygdomshistorie

Det overrasker hofreporter Trine Larsen, at prinsen, som ikke har en historie med sygdom, er blevet ramt af en blodprop.

- Han er ikke den store sportsmand, forstået på den måde, at han ikke løber og er sportslig som sin storebror kronprins Frederik. Han er holdt op med at ryge sidste år, og lever sådan rimelig sundt. Han har ikke tidligere fejlet noget alvorligt, siger hun.

- Det er en alvorlig udmelding, der er kommet. For to dage siden kom der billeder, hvor han så frisk og rask og glad ud, så det kommer selvfølgelig som et chok, siger hun.

Prins Joachim bor også til daglig i Frankrig. Han flyttede i 2019 til hovedstaden Paris for at tage en af Europas fineste militære lederuddannelser på Centre des Hautes Études Militaires (CHEM) og Institut des Hautes Études de la Défense Nationale (IHEDN).

Fredag aften blev prins Joachim indlagt på Universitetshospitalet i Toulouse, Frankrig med en blodprop i hjernen. Prinsens tilstand er stabil, oplyser kongehuset.

I juni meddelte Forsvarsministeriet, at prinsen efter den afsluttede uddannelse havde fået nyt job i den danske stat. Nemlig som Danmarks forsvarsattaché i Paris. Dermed vil han fortsat blive i hjemmet i Paris, når det var planlagt, at han skal påbegynde jobbet 1. september.

Sideløbende var det planlagt, at prins Joachim stadig skulle varetage opgaver for det danske kongehus.