Hotelkæde utilfreds med nye restriktioner: Maden var allerede tilberedt

Det er coronavirussen, der dikterer, hvilke restriktioner der bliver indført, siger socialdemokratiets erhvervsordfører.

Direktøren for Scandic Danmark, Søren Faerber, er frustreret.

Hotelkæden har fået al for lidt tid til at forberede sig på, at man fra lørdag klokken 12 højst må være 50 personer til private arrangementer, lyder det.

- Vi har allerede handlet ind, og meget mad er blevet tilberedt, siger Søren Faerber fra Hotel Scandic i Kødbyen i København.

Her skulle både være afholdt barnedåb og bryllup lørdag, men efter myndighedernes udmelding tidlig fredag aften er guldbrylluppet blevet aflyst, og forældrene, der skal have deres barn døbt, har måttet skære i antallet af gæster.

Samtidig påvirker forsamlingsforbuddet en masse andre arrangementer, der skulle være afholdt i løbet af efteråret.

- Vi har en del bryllupper planlagt. Især ugerne omkring efterårsferien er store bryllupsuger, siger Søren Faerber.

Dermed står hotelkæden, som allerede har måtte afskedige omkring halvdelen af sine ansatte, til at miste indtægter fra en lang række fester de kommende uger.

Skiftende kurs

Ifølge Søren Faerbers fører regeringen en skiftende kurs, som er "en yderligere invalidering af branchen".

Han mener, at man som minimum skulle have ventet med at lade forsamlingsforbuddet træde i kraft til mandag, så både hotellerne og kunderne havde tid til at reagere.

Men ifølge Socialdemokratiets erhvervsordfører, Orla Hav, har man valgt at handle hurtigt på grund af "et gevaldigt hop i smittespredningen".

- I dag er vi oppe på næsten 700 daglige nye smittede, og derfor bliver myndighederne betænkelige, siger erhvervsordføren.

Sygdommen dikterer

Orla Hav forklarer, at man hos regeringspartiet har stor forståelse for frustrationerne i hotel- og restaurationsbranchen, men at "det er sygdommen, der dikterer".

Og dét forstår Søren Faerber godt.

- Vi har alle et fælles ansvar. Vi agerer i det, og vi er efterhånden blevet vant til det, siger han.

Men han har alligevel svært ved at forstå, at man ikke kan give længere respons.

Det har man blandt andet gjort i landene omkring Danmark, hvor Scandic også har hoteller, mener han.

- Det, jeg hæfter mig ved i andre lande, er, at der er mere fleksible regler, og at de kan tilkalde og hjemsende medarbejdere meget nemmere, siger Søren Faerber.

Kompensationsordninger

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) rakte ud til restaurantsbranchen under pressemødet fredag, da han fortalte, at kompensationsordningerne bliver udvidet og forlænget.

Således bliver cateringfirmaer, restauranter og teltudlejere fremover omfattet af de politiske hjælpepakker.

Men Søren Faerber er bekymret over, at branchen ikke tjener sine egne penge, men er afhængige af, at der bliver spændt et sikkerhedsnet ud under branchen.

- Jeg frygter, at det vil føre til yderligere konkurser og opsigelser, så det bliver sværere at genstarte den del af dansk erhvervsliv – også selv om der kommer kompensationsordninger, siger direktøren.

Udvidelsen af forsamlingsforbuddet er et af en række restriktioner, som myndighederne har forlænget til den anden side af efterårsferien for at bremse smitten.

Fredag blev der registreret 678 nye danske smittetilfælde - det højeste nogensinde på ét døgn. Der skal dog tages højde for, at myndighederne tester langt mere nu end i begyndelsen af epidemien.