Frank fra Ulsted fløj højt og faldt dybt

TV 2s politiske redaktør, Troels Mylenberg, beskriver Frank Jensen som partiets og bevægelsens mand.

Efter mere end 30 år i dansk toppolitik trak socialdemokraten Frank Jensen sig mandag som overborgmester i København og som næstformand i partiet.

quote Nu forlader jeg – Frank Jensen – overborgmesterkontoret. Og det gør jeg fra i dag

Frank Jensen, tidligere overborgmester i København

- Nu forlader jeg – Frank Jensen – overborgmesterkontoret. Og det gør jeg fra i dag, sagde han til de fremmødte journalister.

Dermed er den erfarne politiker helt færdig i toppolitik.

Presset fra sager om krænkelser af kvinder, der har forfulgt ham i mange år, og for alvor er blusset op i de seneste uger, blev til sidst så stort, at den tidligere minister og formandskandidat i Socialdemokratiet måtte gå af.

Ifølge ham selv havde han sovet på det og konstateret, at det store mediepres, der er om sagen, ville skygge for hans politiske arbejde.

En konstatering, der står i skarp kontrast til et pressemøde aftenen før, som udsprang af et timelangt krisemøde om hans krænkelsessager.

Her kæmpede den daværende overborgmester sig igennem et hav af kritiske spørgsmål fra en samlet presse med alt, hvad han har lært gennem sine mange år i politik. Det gav ham en nat mere som overborgmester, men mandag 19. oktober var det slut.

Borgmestersønnen fra Ulsted

TV 2s politiske redaktør Troels Mylenberg beskriver Frank Jensen som partiet og bevægelsens mand.

- Han var med til at modernisere partiet i 1990erne, hvor han både som minister og politisk ordfører repræsenterede det moderne og unge. Han har gjort karriere i partiet. Kom fra Nordjylland og indtog hovedstaden. Han blev set som en, der kunne binde fortid og nutid sammen, siger han.

Frank Jensen fik sin første ministerpost i 1994.
Frank Jensen fik sin første ministerpost i 1994.

I 1987 blev Frank Jensen som ung mand valgt ind i Folketinget for første gang. Borgmestersønnen fra Ulsted kom direkte fra en lovende karriere i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, hvor han blandt andet nåede at bestride posten som formand for DSU i Støvring og formand for DSU i Nordjyllands Amt.

Efter syv år i Folketinget med diverse ordførerposter under bæltet, fik Frank Jensen i 1994 sin første ministerpost.

Her udnævnte daværende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, sin unge partifælle som forskningsminister. En post, Frank Jensen holdt fast i de næste to år.

30. december 1996 blev han udnævnt til den vigtige post som justitsminister. Det var han i fem år indtil valget i 2001, der endte med Venstres Anders Fogh Rasmussen som statsminister i en blå regering.

Første sag om krænkelser

I 2004 var Frank Jensen for første gang ude og undskylde i en sag om krænkelser. Et emne, der skulle vise sig at udvikle sig i et parallelforløb med hans succes som politiker, og som man ikke kommer uden om, når man skal tale om hans karriere.

Frank Jensen taler ved LO's 1.maj-møde på Skansen i Hals i 2004
Frank Jensen taler ved LO's 1.maj-møde på Skansen i Hals i 2004
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Undskyldningen kom i forbindelse med en julefrokost, hvor den daværende politiske ordfører i Socialdemokratiet havde gjort grænseoverskridende tilnærmelser over for en studentermedhjælper.

Til SE og HØR sagde han, at han "lod munden løbe og gav hende nogle komplimenter, som hun så bare ikke opfattede i den ånd, de var fremsagt":

- Det er jeg selvfølgelig ked af, sagde han.

Sagen fik ikke umiddelbart indflydelse på Frank Jensens karriere i Socialdemokratiet. Men det skulle vise sig, at det ikke var den sidste sag af den art, han var indblandet i.

Formandsopgøret

Frank Jensens opstigning mod toppen af Socialdemokratiet kulminerede i 2005, hvor han fik chancen for at blive sit elskede partis formand, da afløseren for Mogens Lykketoft skulle findes.

Helle Thorning-Schmidt og Frank Jensen efter afgørelsen i Vega i København tirsdag april 12, 2005.
Helle Thorning-Schmidt og Frank Jensen efter afgørelsen i Vega i København tirsdag april 12, 2005.
Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Eneste forhindring var en ung hjemvendt EU-parlamentariker ved navn Helle Thorning-Schmidt.

Formandsopgøret kastede skygger til formandsopgøret i 1992 mellem Poul Nyrup Rasmussen og Svend Auken, da Frank Jensen repræsenterede Auken-fløjen i partiet, mens Helle Thorning-Schmidt var Nyrups protegé.

Vinderen fra 1992, Poul Nyrup Rasmussen, der nu sad i Europaparlamentet, gjorde ikke noget for at styrke Frank Jensens formandsdrømme.

- Frank var en hæderlig minister. Men han er ikke et emne som partiformand og statsminister. Han kan ikke løfte opgaven, var de hårde ord fra den tidligere statsminister.

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen og Frank Jensen til Socialministeriets sommermøde i 2002.
Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen og Frank Jensen til Socialministeriets sommermøde i 2002.
Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix

En kommentar, der fik en rasende Frank Jensen til at udtrykke sin utilfredshed i en kommentar til Ritzau.

- Jeg synes, at det er hamrende irriterende, at Poul Nyrup Rasmussen ikke har kunnet holde sin mund og så overlade det her til medlemmerne, sagde han.

Han kunne dog ikke ændre på, at Helle Thorning-Schmidt løb med sejren – et deja vu til Aukens nederlag til Nyrup i 1992. Det var dog en tæt urafstemning. Helle Thorning Schmidt tog sig af 53 procent af stemmerne, mens Frank Jensen fik 47 procent.

Helle Thorning-Schmidt vandt en tæt urafstemning mod Frank Jensen.
Helle Thorning-Schmidt vandt en tæt urafstemning mod Frank Jensen.
Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Helle Thorning-Schmidt kunne dermed sætte sig til rette i formandssædet, mens Frank Jensen året efter blev afløst af Orla Hav som folketingskandidat.

- Det bedste, jeg kan gøre for partiet, er at sige meget klart, at der bliver ikke nogen Frank Jensen-fløj, når det her er overstået. Jeg vil hjælpe mit parti. Det vil jeg også gøre, når den her valgperiode udløber, men det bliver uden for Christiansborg, sagde Frank Jensen før kampvalget.

Og sådan blev det. Valget i 2007 var for første gang i 20 år uden Frank Jensen på stemmesedlen. I stedet gav han sig i kast med en karriere i det private erhvervsliv.

Overborgmester i København

Han blev først direktør i Telecom Scandinavia og siden Danske Advokater. Han fortæller selv i dag, at han var meget tilfreds med sin nye tilværelse væk fra journalisternes søgelys.

Han takkede derfor også nej i første omgang, da hans tidligere rival Helle Thorning-Schmidt ringede til ham før kommunalvalget i 2009 for at spørge, om han ville afløse et andet socialdemokratisk koryfæ, Ritt Bjerregaard, som overborgmester i København.

Frank Jensen som overborgmesterkandidat i 2009.
Frank Jensen som overborgmesterkandidat i 2009.
Foto: Casper Christoffersen/Ritzau Scanpix

Han kunne dog ikke afslå muligheden for en ny tur i manegen. Derfor stod der Frank Jensen på stemmesedlen, da der var kommunalvalg i 2009.

35.864 københavnere kvitterede med en stemme, og han kunne således starte en tilværelse som borgmester i den by, som han første gang flyttede til i 1987. Han tiltrådte 1. januar 2010.

Han blev genvalgt i 2013 med 28.625 stemmer. Og 30.637 personlige stemmer sørgede for, at han blev genvalgt nok engang i 2017.

Frank Jensen i 2017, da han blev genvalgt for anden gang.
Frank Jensen i 2017, da han blev genvalgt for anden gang.
Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

- Jeg er glad for de 11 år, hvor jeg har været med til at udvikle København sammen med mine kollegaer til verdens bedste by, sagde Frank Jensen på sit afskedspressemøde mandag.

Han fremhævede selv sin glæde over at have været med til at skabe en by, der er vokset med 100.000 mennesker i hans tid som overborgmester.

- Da jeg flyttede til København i 1987 var København en lidt mørk og trist by som børnefamilierne flyttede ud af så hurtigt som muligt. I dag er København en børnerig by, sagde han til pressemødet.

Han fremhævede Lynette-holmen, metroen, institutionspladser til børn og skoler som nogle af de ting, han er lykkedes med som overborgmester, og som han gerne ville have ført til dørs.

Metoo

Frank Jensens tid som overborgmester var dog ikke lutter lagkage. Det gamle krænkelsesspøgelse, der skulle ende med at blive hans undergang, viste sig nemlig igen både i 2011 og 2012.

Sagen fra 2011 handlede ifølge Ekstra Bladet om, at han skulle have slikket to kvinder på øre og hals og forsøgt at kysse og fastholde andre på dansegulvet.

- Jeg er et åbent og positivt menneske, og jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at min glade dans på dansegulvet udviklede sig på en måde, hvor nogle har følt sig provokeret, lød det fra overborgmester Frank Jensen, efter det kom frem, at flere kvinder følte sig krænket af hans opførsel under en julefrokost på Rådhuset.

Den anden sag handlede om den dengang 23-årige organisationssekretær Maria Gudme, der endte ved siden af Frank Jensen, som lagde sin hånd på hendes lår og førte den under hendes kjole.

Maria Gudme.
Maria Gudme.
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Maria Gudme fortalte om sagen til Jyllands-Posten 16. oktober 2020, otte år efter hændelsen. De to sager sammenholdt med en sag fra 2017 og otte nye sager, som kom frem dagen før han gik af som overborgmester, blev hans undergang.

- Selvom jeg gennem de seneste uger på baggrund af de konkrete sager, der har været rettet mod mig, har bestræbt mig på at komme på den anden side og blive en del af løsningen frem for at være en del af problemet, må jeg sige, at det ser ikke ud til at være muligt på den korte bane, lød det mandag 19. oktober fra Frank Jensen.