Midt mellem gamle træbænke og jødiske skrifter sidder David Blum i synagogen på Krystalgade.
Han er på mange måder en helt almindelig 20-årig mand. Han går i byen med sine venner, læser på universitet og er bevist om, hvad han gør og siger.
David tager en dyb indånding, inden han er klar til at fortælle om terrorangrebet i 2015. Trods sin unge alder taler han med modenhed og alvor i stemmen.
David åbner et lille skab, og tager et uddrag af Toraen frem. Det er længe siden, at han har læst op fra den hellige bog. Men så snart han begynder oplæsningen går han nærmest i trance. Det er ligesom at køre på en cykel, man glemmer aldrig helt hvordan.
David var kun 14 år, da hans verden på mange måder blev vendt på hovedet. Han var taget i synagogen for at fejre en veninde, der skulle holde sin Bat Mitzvah, og hvad der skulle have været en helt normal dag for den 14-årige jødiske dreng, blev en dag han aldrig vil glemme.
For selvom terrorangrebet skete i 2015, så stråler ubehagen og usikkerheden stadig ud af David. Hver gang han skal fortælle om terrorangrebet, flakker hans blik, han synker længere ned i stolen, og hver ny sætning bliver indledt med et kort, nervøst grin.
Er det virkelig værd at dø for at være jøde, du tror på?
Det spørgsmål blev den 14-årige David tvunget til at stille sig selv.
- Min mor fortalte mig for nyligt, at jeg efter terror angrebet sagde: 'Måske jeg ikke orker at være jøde'.
For hvis der var mennesker, der ønskede at han skulle dø, fordi han var jøde, var det så ikke nemmere bare at lade være med at tro?
Men David tog ikke den nemme vej ud. Selvom terrorangrebet på mange måder var en traumatisk oplevelse, så ville det være endnu mere traumatisk, hvis han skulle give slip på en del af sig selv.
Det var ikke et tegn fra gud eller ny nærdødsoplevelse, det var en helt normal dag, at David besluttede sig for, at han var jøde. Det blev næsten en principsag for David, at der ikke var nogen, der skulle fortælle ham, hvad han skulle tro på.
På trods af han kun er 20 år, så er han fastbesluttet på at gøre en forskel på sin helt egen måde.
David er ikke bare fortsat med at være jøde. Ifølge ham selv er han næsten blevet mere religiøs efter terrorangrebet. Og nu ser David det at være jøde som et stort ansvar. For hvis han kan være med til at sikre, at det, der skete for ham, ikke kommer til at ske for andre, så må han gøre noget.
Han har siden terrorangrebet været med til at starte 'De Nye Stemmer i Minoritetsdebatten'. En gruppe unge muslimer og jøder, der forsøger at komme de mange fordomme de møder til livs.
I stedet for at gemme sig bag synagogens høje mure tager David ud sammen med de andre unge i 'De Nye Stemmer i Minoritetsdebatten', og han står stolt frem og fortæller om, hvorfor han er jøde.
Næsten lige meget, hvad du spørger David om, bliver det efterfulgt af et smil. Så når han fortæller om den vrede, han opbyggede efter terrorangrebet, virker følelserne endnu stærkere. Men vreden har David blevet nødt til at slippe. For den kan han ikke bruge til noget godt. Han kan ikke bruge den til at gøre forskel. Og David vil gøre en forskel.
David har i dag sluppet sin vrede, og han fortæller med fast blik, at terror for ham ikke handler om religion. Terror handler ikke om muslimer mod jøder. Terror handler for David om mennesker på bunden af samfundet, der er blevet misforstået og tabt ned gennem systemet.
Og David vil gøre alt for, at den vrede han følte, er der er ingen andre, der skal føle igen.
Hver gang David går ud af en dør.
Hver gang David fortæller, om det at være jøde sammen med 'De Nye Stemmer i Minoritetsdebatten'.
Hver gang David går i synagogen, føler han, at han er med til at sætte en skydeskive på sig selv.
Han ved, at det at være jøde, er forbundet med en masse fordomme. Og selvom religion for David er noget privat og i høj grad kulturelt, så holder det ham ikke tilbage. Han vil ikke lade andre mennesker fortælle ham, hvordan han skal leve sit liv.
David tager to fingre og sætter dem i midten af glasset på sine briller og skubber dem på plads. Men der går ikke længe før brillerne igen lister længere ned af hans næsetip, og han må rykke dem på plads. Men jo længere tid David fortæller om terrorangrebet, jo længere tid er der imellem, at han får rykket sine briller på plads.
Og mens han afslutter sin fortælling, hænger brillerne næsten helt ude for enden af næsetippen.
Man kan man mærke en seriøsitet i Davids stemme, når han fortæller, at han ikke repræsenterer alle jøder, han repræsenterer kun sin egen private tro, og hvis alle forstod det, ville der nok være færre fordomme i verdenen.