Trafikken i Københavns Lufthavn er faldet med 99 procent

Ikke overraskende er antallet af passagerer i lufthavnen styrtdykket med en luftfartsbranche i frit fald.

865. Så mange – eller rettere: få passagerer gik dagligt gennem Københavns Lufthavn i Kastrup i april måned.

Det lave tal, der selvfølgelig skal forklares med den igangværende coronakrise og dennes totale kvælertag på flybranchen, udgør et fald i passagerer på 99 procent i forhold til sidste år.

Det viser de seneste trafiktal fra lufthavnen.

Sidste år havde lufthavnen 2,5 millioner rejsende i løbet af april måned, i år er tallet nede på 25.936.

Med blot 424 passagerer i en gabende tom lufthavn torsdag den 9. april, registrerede Københavns Lufthavn sin mindst travle dag i næsten 75 år – hvis man altså ser bort fra dagene i 2010, hvor en askesky fra en islandsk vulkan tvang alle fly til at blive på jorden. Ellers har der ikke været så få passagerer siden 1946, skriver lufthavnen i en pressemeddelelse.

- Det er helt sikkert, at vi her i 2020 ikke får noget, der bare ligner normale tilstande. Som det ser ud lige nu, vil vi først få noget, der minder om en gradvis normalisering i løbet af 2021. Hvornår vi er tilbage på et niveau som sidste år med 30 millioner rejsende, er umuligt at sige i dag, siger Thomas Woldbye, administrerende direktør i lufthavnen.

Normalt kan Københavns Lufthavn bryste sig af cirka 750 afgange og ankomster dagligt. For tiden har man blot omkring 25 til og fra et ganske snævert udsnit af destinationer. Mange af dem er indenrigs eller til Færøerne eller Grønland, mens de få internationale ruter tæller Oslo, Stockholm, Frankfurt, Amsterdam, Doha og London.

Forklaringen på, hvorfor der er så få rejsende, giver sig selv: hele verden er i øjeblikket sendt til tælling af et vældig potent nyrestød fra en virus ved navn corona.

Og fordi vi for alt i verden skal lade være med at sprede smitten med denne virus yderligere, er en flyvetur i et tætpakket aluminiumsrør i ti kilometers højde noget nær verdens værste idé for nuværende.

Derudover fraråder Udenrigsministeriets rejsevejledninger fortsat samtlige ikke-nødvendige udenlandsrejser, uanset destination.

Københavns Lufthavn tager dog fortsat imod en del fragtfly, men dog langt fra nok til at holde økonomien kørende. Derfor har lufthavnen stoppet projekter og reduceret omkostningerne for cirka en milliard kroner alene i år.