Kæmpeslagteri indgår samarbejde med Tårnby - håber på arbejde til fyrede lufthavnsansatte

375 fyrede lufthavnsmedarbejdere er sat i arbejde, efter Tårnby Kommune har indgået en aftale med Danish Crown.

Et omfattende rekutteringsarbejde i Tårnby Kommune når nu endnu en milepæl.

Gennem længere tid har kommunen arbejdet for, at de 4.500 lufthavnsmedarbejdere, der blev fyret som konsekvens af coronapandemien, kunne komme tilbage i job.

Kommunen har oprettet Rådgivnings- og Jobcenter CPH, som er fysisk placeret i Københavns Lufthavn, og hvis primære opgave er at hjælpe de fyrede over i nye job i deres varslings-/opsigelsesperiode. 

Nu er der konkret håb for, at det kan lykkes for en del af de ansatte, efter kommunen har indgået en aftale med slagterivirksomheden Danish Crown.

Det skriver Tårnby Kommune i pressemeddelelse.

Borgmester tror på flere jobs

Danish Crown søger nemlig 375 nye medarbejdere, hvor over 130 af dem bliver ansat i Ringsted.

Håbet er nu, at en del af dem kan komme fra det tidligere lufthavnspersonale.

Borgmester i Tårnby Kommune Allan S. Andersen (S), glæder sig til det kommende samarbejde.

- For mig at se er der rigtige gode perspektiver i dette samarbejde. Og jeg er overbevist om, at vi med dette fælles initiativ hurtigt og effektivt kan tilbyde mange gode faste job til de opsagte medarbejdere fra lufthavnen, siger han.

Stor oplæringsproces

Tirsdag fortalte assistent manager Allan Blak, som er ansvarlig for rekrutteringsprocessen hos Danish Crown, på to informationsmøder i Jobcentret CPH om de mange nye jobmuligheder i slagterivirksomheden.

- Vi har brug for flere folk til at slagte, udbene og pakke vores varer. Vores forventning er, at vi skal lære en stor del af de 375 nye medarbejdere op fra bunden, så hvis man har passion for at lære et nyt håndværk og sans for kvalitet, er der rigtig gode chancer for et job med det samme, fortalte han.

Borgmester Allan S. Andersen vil nu få sat gang i processen med at få nogle af de arbejdsløse lufthavnsmedarbejdere i job hos Danish Crown.

- Rådgivnings- og Jobcenter CPH vil nu sammen de tilknyttede konsulenthuse og Danish Crown tage de nødvendige initiativer, så vi understøtter, at så mange som muligt af de opsagte fra Københavns Lufthavn igen får fast fodfæste på arbejdsmarkedet.

- Og jeg håber, at vi i den kommende tid kan lave lignende aftaler, for en af vores allervigtigste opgaver er at sikre, at kommunens ledige borgere kommer i job, og at virksomhederne får den arbejdskraft, de efterspørger, fortæller han.