Trafikuheld spærrede motorvej

Et uheld på Hillerødmotorvejen har spærret hele vejen i nordgående retning.

Opdatering:

Hillerødmotorvejen er nu genåbnet og begge nordgående spor er igen farbare, skriver Nordsjællands Politi på Twitter.

To biler er lørdag eftermiddag kørt sammen på Hillerødmotorvejen i nordgående retning mod Bistrupvej.

Det fortæller Nordsjællands Politi til TV 2 Lorry.

Uheldet har medført, at motorvejen er helt spærret, og der er derfor massiv kødannelse. Der er ingen meldinger om personskader.

- En bil holder både i midterrabatten og ude på motorvejen. Den anden holder på motorvejen. En af bilerne er så skadet, at man ikke kan skubbe den ind til siden, fortæller vagtchef i Nordsjællands Politi Jan Hedager.

Politi og ambulance er på stedet. Politiet leder trafikken udenom uheldet ved at sende biler fra køen ad frakørsel 10 og på motorvejen igen ad tilkørsel 10. Bilisterne i køen må væbne sig med tålmodighed, da der kun er én vognbane på frakørslen.

Det er endnu uvist, hvornår der åbnes op for normal trafik igen. Indtil da anbefaler politiet, at man finder alternative veje.