Advarer mod badning i Danmarks dybeste sø

Man kan risikere at få hudirritation eller dårlig mave, hvis man bader i søen.

Skulle man få lyst til at hoppe en tur i vandet i Furesø i Nordsjælland, så bør man genoverveje det.

I Furesøen, der er Danmarks dybeste sø, er der nemlig lige nu tre steder opblomstring af blågrønne alger, som kan være giftige.

Det skriver Rudersdal Kommune på sin hjemmeside.

- De blågrønne alger er ikke altid giftige, men vi ønsker ikke at tage nogle chancer. Derfor fraråder vi, at du bader, når der er alger i vandet, skriver kommunen.

Hvis man kommer i kontakt med giftige alger i vandet, kan man risikere at få en hudirritation eller dårlig mave.

- Børn er specielt udsatte, så dem skal du være særligt opmærksom på. Pas også på, at hunde hverken går ud i vandet eller drikker af det, for de kan dø af forgiftningen. Tjek badevandets tilstand før du bader, skriver Rudersdal Kommune.

Advarslen gælder badning ved Birkerød Roklub, Kinabugten i Furesøen og badeanlægget ved Holte Roklub.

Advarsel gælder ikke Sjælsø Strand

Til gengæld kan man stadig godt bade Sjælsø Strand ved Eskemose Skov, oplyser kommunen.

Har man været i vand med alger, anbefales det, at man skyller sig grundigt bagefter.

I badesæsonen kan man løbende holde sig orienteret om badevandets kvalitet på Rudersdal Kommunes hjemmeside.

Ved strandene er der desuden placeret skilte med QR-koder, som man kan scanne med sin telefon og se status for den pågældende strand.

Gode råd: Lad være med at bade, hvis:

  • Hvis du ikke kan se dine fødder, når du står i vand til knæene. Så kan der være giftige alger i vandet.
     
  • Hvis vandoverfladen er betrukket med film, der ligner maling, eller et lag af meget fint andemad. Det kan også være tegn på alger i vandet.
     
  • Hvis der lige har været skybrud. Det kan give overløb fra kloakkerne, så der kan være bakterier i badevandet.

 

Kilde: Rudersdal Kommune