Kendt turbåd stødt på grund i Roskilde Fjord: Gæster evakueret i både

Turbåden og skibsrestauranten M/S Sagafjord stødte på grund under en omsejling i Roskilde Fjord. Gæster blev evakueret fra skibet i både.

Syd for Veddelev Havn i Roskilde Fjord er den kendte turbåd M/S Sagafjord lørdag stødt på grund og sidder fast.

De omkring 60 passagerer med personale bliver evakueret og sejles i land ved havnen i landsbyen Veddelev i mindre både.

Det oplyser passagerer, der var ombord på rundsejlingen på Roskilde Fjord, til TV 2 Lorry.

TV 2 Lorry har været i kontakt med selskabet bag M/S Sagafjord, som bekræfter hændelsen, men som på nuværende tidspunkt ikke ønsker at oplyse yderligere.

Vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at de er til stede og assisterer redningsberedskabet med praktiske opgaver.

- Det er sandt, at skibet er gået på grund, men så vidt vides er det ganske ufarligt. Vi er til stede derude og hjælper med praktiske opgaver på land, siger vagtchefen til TV 2 Lorry.

Frank Harberg var blandt gæsterne ombord på den gamle passagerfærge, der i dag fungerer som turbåd, restaurant og selskabslokaler.

Han fortæller, at skibet gik på grund omkring klokken 14.30.

- Man kunne mærke, at skibet var kommet til at sejle ind på for lavt vand. Så begyndte det at vippe fra side til side, inden det ligesom satte sig fast og stod helt stille, siger han til TV 2 Lorry.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Beredskabet evakuerer passagerer ombord på det grundstødte skib M/S Sagafjord lørdag eftermiddag.
Beredskabet evakuerer passagerer ombord på det grundstødte skib M/S Sagafjord lørdag eftermiddag.
Foto: Presse-fotos.dk

Beredskab evakuerer passagerer

Siden tilkaldte personalet hjælp, og omkring en times tid efter grundstødningen nåede den første båd frem og kunne evakuere de første seks personer.

- Vi blev selvfølgelig forskrækkede over det i starten, men det var ikke sådan, at stemningen bar præg af panik. Folk spøgede med det og var generelt rolige omkring det, siger Frank Harberg.

Som en af de første passagerer ombord på M/S Sagafjord kom Frank Harberg i land via en lille båd med plads til seks personer.

Da TV 2 Lorry taler med ham omkring klokken 15.15 fortæller han, at beredskabet er i færd med at sende både ud til M/S Sagafjord for at hente de resterende passagerer og personale i land.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Beredskabet evakuerer passagerer ombord på det grundstødte skib M/S Sagafjord lørdag eftermiddag.
Beredskabet evakuerer passagerer ombord på det grundstødte skib M/S Sagafjord lørdag eftermiddag.
Foto: Presse-fotos.dk

Tallerkner røg sig en tur

Frank Harberg fortæller, at der ikke var nogle passagerer, der kom til skade under grundstødningen.

- Men der var vist en stak tallerkner, der røg sig en tur, siger Frank Harberg, der roser personalet for måden, de har håndteret grundstødningen på.

- Der har ikke været en finger at sætte på det.

Dagens sejltur var en såkaldt oplevelsestur i Roskilde Fjord, hvor det 63 år gamle skib sejler passagerer rundt til seværdigheder i nationalparken Skjoldungernes Land med en frokost undervejs.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Restaurantskibet og turbåden M/S Sagafjord har siden 1989 sejlet fra havnen i Roskilde.
Restaurantskibet og turbåden M/S Sagafjord har siden 1989 sejlet fra havnen i Roskilde.
Foto: Claus Bech Andersen/Ritzau Scanpix

Ikke første gang

Det er ikke første, M/S Sagafjord støder på grund i Roskilde Fjord med passagerer ombord.

Det samme skete i juli 2018, hvor 130 passagerer måtte evakueres efter en lignede grundstødning, der også skete tæt på Veddelev.

M/S Sagafjord er blev bygget i Norge som en passagerfærge i 1957. Efter at have været i brug som dette i 31 år, kom skibet til Danmark, skiftede navn til Sagafjord og stævnede for første gang ud fra Roskilde Havn som restaurantskib i 1989.

Efter en periode med turbulent økonomi og nedslidte faciliteter undergik skibet i 2016 en gennemgribende renovering på Assens Værft.

På kortet herunder kan du se, hvor landsbyen Veddelev ligger. Her reddes passagerer i land:

Beredskabet evakuerer passagerer ombord på det grundstødte skib M/S Sagafjord lørdag eftermiddag.
Beredskabet evakuerer passagerer ombord på det grundstødte skib M/S Sagafjord lørdag eftermiddag.
Foto: Presse-fotos.dk