Kvinde med tørklæde stoppede overfald - nu leder politiet efter hende

En kvinde med tørklæde stoppede et livsfarligt overfald i Rødovre. Nu vil politiet gerne i kontakt med det vigtige vidne.

En 26-årig mand blev tirsdag udsat for et groft overfald på Brandholms Alle i Rødovre omkring klokken 23.00.

Her blev han overfaldet med livstruende spark og kvælertag.

En 25-årig mand er anholdt i sagen, og han er mistænkt for sammen med to andre at overfalde ofret på så grov vis, at den 26-åriges liv kom i fare. Ofret er nu udskrevet fra hospitalet.

Overfaldet stoppede først, da en kvinde, der angiveligt havde udenlandsk baggrund og bar tørklæde, kom kørende forbi i en orangefarvet bil, der formentligt er en Peugeot.

Hun stoppede op og henvendte sig til overfaldsmændene.

De flygtede derefter fra stedet.

Politiet vil nu gerne i kontakt med kvinden, der er et vigtigt vidne i sagen: 

- Det er vores opfattelse, at hun var årsag til, at den grove vold ikke udviklede sig yderligere, og vi vil meget gerne i kontakt med kvinden, siger politikommissær Ole Nielsen i en pressemeddelelse.

Københavns Vestegns Politi leder fortsat efter de to andre gerningsmænd og hører gerne fra andre vidner.

Har du information om det kvindelige vidne, eller har du andre informationer i sagen, så kan Københavns Vestegns Politi træffes på 43861448.

Sådan beskrives de to efterlyste overfaldsmænd:

Gerningsmand A: Mand af dansk herkomst, 30 til 35 år gammel og omkring 180 centimeter høj. Han er almindelig af bygning, har mørkblond, kortklippet hår med studs i begge sider.

 

Gerningsmand B:

Dansk herkomst og 30 til 35 år gammel med en højde på cirka 190 centimeter. Han er muskuløs af bygning og har mørkt, kortklippet hår. Han havde muligvis daggamle skægstubbe.