Nu kan regningen for coronaudstyr stige til tre milliarder kroner

Udgifterne til de hvide testtelte og indkøb af blandt andet engangshandsker og mundbind kan nu stige med en halv milliard kroner. 

På palle efter palle i Region Hovedstadens enorme lager i Glostrup står håndsprit, mundbind, kitler og testudstyr stablet i nærmest endeløse rækker. 

Det er her hele landets lager af værnemidler mod covid-19 befinder sig. Region Hovedstaden fik i foråret til opgave at købe ind til hele Danmark - og regningen bliver bare ved med at stige.

Således har Region Hovedstaden nu handlet ind for over 2,4 milliarder kroner. Oprindeligt var der alt i alt afsat 2,5 milliarder kroner til indkøb, men på regionsrådsmødet på tirsdag ventes det, at beløbet nu hæves til 3,0 milliarder kroner. Det har regionens forretningsudvalg allerede godkendt. 

Det viser dagsordenen til det kommende regionsrådsmøde.

quote Det er jo et politisk valg, der er taget centralt for at undgå, at det ender galt

Karin Friis Bach (R), formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner

Regningen stiger i takt med, at pandemien fortsætter sin rasen og tvinger eksempelvis sygeplejersker til at bruge løs af kitler, handsker og mundbind, ligesom der skal købes testudstyr til testcentrene. Og der skal være nok af det, fremgår det af dagsordenen:

“Fra nationalt hold er der stadig ønske om, at Region Hovedstaden forestår indkøb af værnemidler m.v. til rigelighed,” står der. 

Det bliver der brugt mange penge på, erkender Karin Friis Bach (R), der sidder i regionsrådet i Region Hovedstaden og er formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner.

- Jeg kan ikke sige, hvor meget det er rimeligt at bruge, men det er jo et politisk valg, der er taget centralt for at undgå, at det ender galt for vores virksomheder og vores vækst, ligesom det kan gå helt galt på sygehusene, hvis ikke vi tager hånd om det her, siger Karin Friis Bach til TV 2 Lorry. 

Får beløbet refunderet

Region Hovedstaden får hele beløbet refunderet fra staten, der indtil videre har overført 1,8 milliarder kroner. 

- Vi har fået bekræftet, at staten refunderer midlerne. Det, som jeg er bekymret for, er, om vi har nok penge at lægge ud af, siger Karin Friis Bach.

Formand for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, Christoffer Buster Reinhardt (K), er enig. 

- Vi har en klar forventning til, at staten begynder at kompensere, for ellers går det ud over andre patienter, siger han til TV 2 Lorry. 

Sammen med godkendelsen af den forhøjede coronaregning ventes regionsrådet også at nikke til, at to direktører i Region Hovedstaden får forlænget deres helt ekstraordinære mandat til egenhændigt at forhandle og godkende indkøbsaftaler. Den ordning vil nu først udløbe 31. december. 

- Det handler om, at man skal have lov til at handle ind for mange penge, uden at vi hver gang skal godkende det politisk. Det skal være nemt at træffe hurtige beslutninger, siger Karin Friis Bach. 

Hvor lang tid vil regningen blive ved med at stige?

- Det stopper nok ikke den 31. december, det ville ellers være dejligt. Vi skal også teste og bruge værnemidler fremover. Men det kan være, at vi kan købe billigere ind, samtidig med, at danske virksomheder også begynder at producere. Omvendt kan nogle løbe tør. Det handler om indkøbsaftaler og rabat, siger Karin Friis Bach.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Region Hovedstadens lager i Glostrup er siden foråret blevet fyldt med værnemidler. Lastbiler har kørt ud til landets øvrige regioner fulde af kitler, mundbind og sprit.
Region Hovedstadens lager i Glostrup er siden foråret blevet fyldt med værnemidler. Lastbiler har kørt ud til landets øvrige regioner fulde af kitler, mundbind og sprit.
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Skal overdrage varelager til staten

I dagsordenen til næste regionsrådsmøde skriver Region Hovedstaden, at man arbejder på “i størst muligt omfang at normalisere indkøbsforholdene,” ligesom man vil “sikre, at indkøb gennemføres ad mere normale kanaler og gennem leverandører, som Region Hovedstaden allerede har aftaler med.” 

Region Hovedstaden måtte efter kritik af de omstridte antistof-tests fra Livzon i Kina i juli måned annullere en levering på 350.000 tests på vegne af de fem regioner. 

Artiklen fortsætter efter billedet...

Region Hovedstadens lager i Glostrup er siden foråret blevet fyldt med værnemidler. Lastbiler har kørt ud til landets øvrige regioner fulde af kitler, mundbind og sprit.
Region Hovedstadens lager i Glostrup er siden foråret blevet fyldt med værnemidler. Lastbiler har kørt ud til landets øvrige regioner fulde af kitler, mundbind og sprit.
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Region Hovedstaden oplyser også, at man samarbejder med den nye Styrelse for Forsyningssikkerhed omkring “en køreplan for overdragelse af varelager og ansvar til staten, herunder i hvilket omfang Region Hovedstaden fortsat skal have en rolle i den nationale indsats.”

Har kostet Region Hovedstaden én milliard

Af dagsordenen til næste regionsrådsmøde fremgår det også, at Region Hovedstaden alene har brugt lidt over én milliard kroner på covid-19. Også den udgift bliver refunderet af staten. 

Det drejer sig eksempelvis om udgifter i forbindelse med, at byggeprojekter bliver forsinkede, ekstra lønudgifter og så koster det 200 millioner kroner at få afviklet den pukkel af operationer og ambulante besøg, der har ophobet sig, efter at alle ikke-kritiske besøg på sygehusene blev aflyst i foråret.

quote Covid-19 må ikke gå udover andre patienter

Christoffer Buster Reinhardt (K), formand for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden

Det er vigtigt at få den pukkel væk hurtigst muligt, mener Christoffer Buster Reinhardt.

- Covid-19 må ikke gå udover andre patienter. Vi er også et sundhedsvæsen for andre end dem med coronavirus. Derfor har vi brugt penge på, at medarbejdere tager ekstra vagter, og vi har lavet aftaler med private aktører for at få den pukkel væk, siger han. 

I et bilag på Region Hovedstadens hjemmeside fremgår det desuden, at man har brugt lidt mere end 15 millioner kroner på sikkerhedsvagter. 

En overgang frygtede hospitaler landet over eksempelvis, at ubudne gæster ville stjæle håndsprit fra sygehusenes lagre.