Mette reagerer på opsigtsvækkende video

Både politikere på højre- og venstrefløjen har udvist sympati for familien på videoen.

En video af en familie, der overfuses af en fremmed mand med racistiske kommentarer, får nu statsminister Mette Frederiksen til at reagere.

- I går så jeg en video her på de sociale medier. Måske har I også set den. I videoen bliver en familie verbalt overfaldet, skriver hun på Facebook.

Videoen viser, hvordan to forældre og deres børn, der var ude at gå en tur ved Kastrup Havn lørdag eftermiddag, bliver råbt ad og skældt ud af en tilfældig forbipasserende:

- Fucking perkere, mand. Fuck nu hjem til jeres eget land, råber den fremmede mand blandt andet til familien.

Og den slags hører ikke hjemme i Danmark, slår Mette Frederiksen fast i sit Facebook-opslag.

- Familien havde modet til at sige fra i situationen. Vi har alle et ansvar for at sige fra - overfor racisme, had og diskrimination, skriver hun.

quote Jeg har set videoen, og sympatiserer med den lille familie, som bestemt ikke har fortjent den behandling.

Søren Espersen, Dansk Folkeparti

- Det er ikke første gang

Videoen blev oprindeligt lagt på sociale medier af kvinden, Kodes Hamdi, der sammen med sin familie var på Kastrup Havn lørdag.

Tirsdag eftermiddag er videoen blevet 5500 gange, mens 4500 har delt den.

Mange bakker Kodes Hamdi op, og hun fortæller til TV 2, at hun har modtaget tusindvis af positive beskeder.

Inden hun tændte kameraet, havde hendes sønner leget ved vandet, og det var umiddelbart det, som manden i første omgang blev irriteret over, fortæller hun.

Da det så udviklede sig, ville hun dokumentere det.