Corona-anbefalinger i S-tog ophæves

Med Sundhedsstyrelsens anbefalinger om brug af mundbind har DSB valgt at droppe krav om pladsbillet. Du kan også igen sidde og stå, som du vil.

DSB ophæver kravet om pladsbillet i sine tog.

Det sker, efter at Sundhedsstyrelsen har anbefalet brug af mundbind i den kollektive trafik, når der er trængsel.

Det oplyser DSB i en pressemeddelelse.

De ændrede pladskrav har også betydning for rejser med S-tog. Her har DSB under coronakrisen anbefalet, at kunderne sidder forskudt eller ved siden af hinanden med ansigtet i den samme retning.

Den anbefaling ophæves nu også, så passagererne igen må sidde tæt.

Brug mundbind

Man kan dog stadig følge med i, hvor mange passagerer der er med et S-tog, før man stiger på, hvis man ønsker at undgå trængsel.

Det kan man på DSB's hjemmeside pladspaarejsen.dk.

DSB skriver på sin hjemmeside, at man følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

"Derfor vurderer vi, at der ikke længere er behov for pladsrestriktioner. Så nu er reglerne de samme i hele den kollektive trafik, hvilket gør det nemmere for kunder at rejse."

"Er du utryg ved, der er for mange andre mennesker omkring, anbefaler vi, at du bærer mundbind, og at du så vidt muligt rejser uden for myldretiden," lyder det på hjemmesiden. 

Har krævet meget af kunder

Siden midten af marts har kunderne skullet skaffe sig en gratis pladsbillet for at rejse med DSB's InterCity-, InterCityLyn- og regionaltog.

Med det ophævede pladskrav kommer kunderne igen til at skulle betale et sted mellem 10 og 30 kroner, hvis de ønsker en pladsbillet i togene.

Der udstedes ikke længere pladsbilletter til regionaltog, oplyser DSB.

- Danmark er nu på vej ind i en ny fase efter nedlukningen af Danmark, siger Jan Sigurdur Christensen, der er kommerciel direktør i DSB.

- Det har krævet meget af kunderne, og vi takker for den forståelse, som de har udvist gennem de seneste måneder.

DSB opfordrer fortsat alle passagerer til at vise hensyn til hinanden og følge myndighedernes anbefalinger.

Der kan købes mundbind, der opfylder Sundhedsstyrelsens anbefalinger, i DSB's 7-Eleven butikker. Det gælder, så længe lager haves, oplyser DSB.