Gæt en borgmester og scor kassen

Danske Spil åbner for første gang for væddemål på kommunalvalget.

Hvad er oddsene for, at Frank Jensen stadigvæk sidder i borgmesterstolen i København, når krydserne er sat?

Forbliver Frederiksberg en konservativ højborg?

Og hvem ender mest flest borgmesterposter - Socialdemokratiet eller Venstre? 

Der er penge at tjene, hvis man kan gætte udfaldet af kommunalvalget. 

quote Der har siddet nogle ildsjæle, som synes, at politik er sjovt.

Mette Grabow Westergaard, Pressechef, Danske Spil

Danske Spils oddssættere har nemlig set ind i krystalkuglen og åbnet for spil på lang række forskellige udfald af kommunalvalget 21. november 2017. 

- Det har været svært, fordi rigtig mange har valgt ikke at få meningsmålinger, siger Mette Grabow Westergaard, som er pressechef i Danske Spil, til TV2 Lorry.

- Det, vi gør, er, at vi laver et stykke graverarbejde selv. Vi ser på stemmeprocenterne ved sidste valg, taler med valgforskere og eksperter og læser op på alle tal og analyser siden sidste kommunalvalg. Det har krævet en del benarbejde. Det er ikke som med en fodboldspiller, hvor du kan se på, hvordan han spillede i sidste kamp - jo, men den sidste kamp var for fire år siden. 

Det store benarbejde til trods, er væddemål på kommunalvalget ikke en stor forretning for Danske Spil.

- Det er ikke ligefrem Danmark-Irland penge, vi tjener på det. Det er en lille, men sjov forretning, og der har siddet nogle ildsjæle, som synes, at politik er sjovt, og lavet benarbejdet, siger Mette Grabow Westergaard.

Kampvalg i København og på Frederiksberg

Danske Spil har både sat odds på, hvor mange borgmesterposter de enkelte partier får fingrene i, men også, hvem der bliver borgmester i en række udvalgte kommuner.

- Kommunalvalget kan være De Lange Knives Nat, og kommunalpolitik er ofte mere uforudsigeligt end landspolitik. Vi har dog vovet pelsen og udpeget fem kommuner, hvor der er lagt op til kampvalg, og som er særligt interessante, lyder det fra Niels Erik Folmann, der er administrerende direktør i Danske Licens Spil, i en pressemeddelelse. 

Eksempelvis er Frank Jensen er storfavorit til at forblive overborgmester i København, mens der er stor tvivl om Konservatives chancer i den gamle højborg på Frederiksberg. 

Slaget om København

Flere medier har oven på balladen om Amager Fælled sået tvivl om Frank Jensens muligheder for at bevare overborgmesterposten i København.
Men hos Danske Spil er Frank Jensen storfavorit til at få succes på valgnatten, fordi Enhedslistens rotationsprincip står i vejen for partiet, der ellers kunne ligne en aftager:

- Morten Kabell, der er teknik- og miljøborgmester, kan ikke genopstille på grund af Enhedslistens rotationsprincip, så de mister en stærk spidskandidat, der måske kunne slå Frank Jensen, siger oddsansvarlig i Danske Spil, Peter Emmike Rasmussen.

​K kan tabe Frederiksberg

Siden 1909, dengang Konservative hed Højre, har borgmesteren i Frederiksberg været Konservativ. Men ved seneste kommunalvalg var der ikke noget, der hed Alternativet, og der er kommet mange nye vælkgere til. Det kommer til at betyde noget ved valget, som Danske Spils oddsansvarlige kalder for et drama uden lige.
Det giver 1,65 gange pengene igen, hvis Jørgen Glenthøj bliver genvalgt, mens det giver 2,10, hvis han skulle tabe valget. 

- Forud for dette valg trak Radikale Venstre støtten til Konservative og afbrød dermed 24 års uafbrudt støtte. Læg dertil, at Alternativet fik et flot folketingsvalg i Frederiksberg kommune i 2015, og at KL har offentliggjort, at omkring 1/3 af de stemmeberettigede ved det kommende valg ikke kunne stemme i Frederiksberg Kommune for fire år siden, så har du opskriften på en valggyser uden lige, siger Peter Emmike Rasmussen.

S er favoritter - og færre vil stemme

Ifølge Danske Spils oddssættere er Socialdemokratiet favoritter til at løbe med flest borgmesterkæder, tæt forfulgt af Venstre.

Danske Spil tror også på, at færre vil stemme denne gang end ved sidste kommunalvalg, hvor stemmeprocenten var 71,9. 

Mette Grabow Westergaard fortæller dog, at oddssætterne løbende holder øje med, hvad der sker, og derfor kan oddsene også ændre sig op til kommunalvalget.

Du kan oddse på kommunalvalget indtil tirsdag den 21. november klokken 9. 

Her er Danske Spils bud på, hvordan vi sætter vores krydser

Frank Jensen forbliver Overborgmester i København efter Kommunalvalget 2017 - 1,20
Frank Jensen er ikke Overborgmester i København efter Kommunalvalget 2017 - 4,00

Jørgen Glenthøj forbliver Borgmester på Frederiksberg efter Kommunalvalget 2017 - 1,65
Jørgen Glenthøj bliver ikke Borgmester på Frederiksberg efter Kommunalvalget 2017 - 2,10

Socialdemokratiet får flere Borgmesterposter end Venstre - 1,40
Venstre får flere Borgmesterposter end Socialdemokratiet - 3,20
Socialdemokratiet og Venstre får lige mange Borgmesterposter - 8,50

Stemmeprocenten i DK bliver under 70% - 1,50
Stemmeprocenten i DK bliver over 70% - 2,40

Fordeling af borgmesterposter


Venstre får højst 36 Borgmesterposter - 2,35
Venstre får mindst 37 Borgmesterposter - 1,50

Socialdemokratiet får højst 38 Borgmesterposter - 2,10
Socialdemokratiet får mindst 39 Borgmesterposter - 1,65

Konservative får højst 12 Borgmesterposter - 1,70
Konservative får mindst 13 Borgmesterposter - 2,00

Dansk Folkeparti får højst 2 Borgmesterposter - 1,45
Dansk Folkeparti får mindst 3 Borgmesterposter - 2,50

Enhedslisten får højst 2 Borgmesterposter - 1,16
Enhedslisten får mindst 3 Borgmesterposter - 4,50

Radikale får højst 1 Borgmesterpost - 1,65
Radikale får mindst 2 Borgmesterposter - 2,10

Alternativet får højst 1 Borgmesterpost - 1,15
Alternativet får mindst 2 Borgmesterposter - 5,00

SF får højst 1 Borgmesterpost - 1,40
SF får mindst 2 Borgmesterposter - 2,70