Restaurant politianmeldes efter gentagne klamme fund

Restaurant i indre København har fået tre sure smiley på lidt over et halvt år. Det udløser nu en politianmeldelse.

Diamanter er kendt for at skinne.

Men der var ikke meget, der funklede, da Fødevarestyrelsen den 28. august gik rengøringen efter i sømmene på den kinesiske restaurant Diamond Rice i det indre København.

Restauranten havde forinden fået anmærkninger for overtrædelser af fødevarelovgivningen på minimum tre ud af de seneste fire kontrolbesøg.

Blandt andet blev der på et kontrolbesøg i juni måned fundet en rottelort, spindelvæv, indtørrede madrester og sorte belægninger af skimmelvækst, hvilket dengang kostede både en bøde og en sur smiley.

Diamond Rice ligger på den ellers så mondæne Bredgade i det indre København.
Diamond Rice ligger på den ellers så mondæne Bredgade i det indre København.
Foto: Google Street View

Restauranten formåede dog at rette op efterfølgende og indkassere en glad smiley ved et kontrolbesøg i juli måned.

Men glæden var kortvarig. 

For da Fødevarestyrelsen vendte retur i slutningen af sidste måned, kunne de konstatere, at den atter var gal.

Det betyder, at der nu bliver taget skrappere sanktioner i brug over for Diamond Rice.

Fødevarestyrelsen har nemlig valgt at politianmelde restauranten, som dertil også har indkasseret sin tredje sure smiley på lidt over et halvt år.

- Følgende er konstateret: gummilister i køleskabe i køkken fremstår med ansamlinger af snavs og formodet skimmel. I bunden af køleskabe ligger der cirka 1,5 cm vand, hvor der står bøtter med fødevarer direkte oveni. Gummilister på fryserrum i kælder fremstår med ansamlinger af formodet skimmel. Ved kanter i kælder ses der ved gulv ansamlinger af puds, står der i kontrolrapporten fra Fødevarestyrelsens seneste besøg.

Kritik af fødevarehåndtering

Også restaurantens fødevarehåndtering får kritik.

Fødevarestyrelsen har indskærpet over for Diamond Rice, at deres fødevarer skal nedkøles snarest muligt efter varmebehandling eller endelig tilberedning, og at de skal nedkøles til en temperatur, som ikke indebærer nogen sundhedsfare.

- Følgende er konstateret: virksomheden oplyser at de nedkøler ænder på køkkenbordet i 2-3 timer, hvorefter disse sættes på køl, når de er blevet 10 grader. Temperaturen bliver målt med et overfladetermometer på overfladen af ænderne. Det er Fødevarestyrelsens vurdering at der ikke kan ske en tilstrækkelig nedkøling på køkkenbordet, da køkkenet er omkring 25 grader grader ved tilsynet.

- Virksomheden havde følgende bemærkninger: ’det kan vi godt se er et problem', står der i rapporten.

Ejer: Jeg får styr på det nu

TV 2 Lorry har rettet henvendelse til restauranten og spurgt efter en kommentar. Ejeren Chen Cheng, der har svært ved at begå sig på et forståeligt dansk, siger over telefonen:

- Jeg får styr på det nu. Jeg skal snakke med en kontaktperson, der styrer det hele, siger han uden at kunne forklare nærmere, hvorfor han ikke selv styrer rengøringen af sin egen restaurant.

Ud over dette har Chen Cheng ingen yderligere kommentarer.

Her gik det galt for restauranten

13. februar 2020:
 

Diamond Rice får en sur smiley og en bøde på 5000 kroner for dårlig rengøring. I rapporten kan man blandt andet læse:

 

"Opvaskemaskine fremstår med gule belægninger af snavs og fedt indvendigt. Rør samt gulv og vægge under bord og opvaskemaskine fremstår snavset og fedtet med gulv og sorte belægninger. Alle rengørings redskaber fremstår snavset med sorte belægninger. Beholder til opbevaring af krydderier ved komfur fremstår snavset og fedtet med indtørret krydderier, hvilket tyder på at det er længe side at de er blevet rengjort."

 

9. juni 2020:
 

Her falder igen en sur smiley og en bøde på 7500 kroner for dårlig rengøring. Denne gang er der ifølge kontrolrapporten tydelige tegn på skadedyr:
 

"På gulv i i hjørne af fødevarerlager konstateres et eskrement efter skadedyr(rotte)i åbent hulrum mellem vægge fremstår det massivt støvet og snavset med blandt andet en tallerken fyldt med fløjeslignde grønt mug. Virksomheden havde ingen bemærkninger."
 

"Der er skåret huller i gipsvægge ind til rørledninger flere steder i kælderen, hvor der er opsat skadedyrs fælder. Der er direkte adgang til kloak grundet manglende dæksel. Der er skimmellignende vækst på flere vægge efter vandskade hvoraf maling skaller og falder af. Flise i trappe fremstår ødelagt. Endvidere blev der fundet et ekskrement efter skadedyr( rotte) på gulv i kælder. Virksomheden havde ingen bemærkninger."

 

28. august 2020
 

Efter den 15. juli at have bestået kontrollen og fået en glad smiley er den kort efter gal igen. Det udløser den tredje smiley i 2020.

 

I kontrolrapporten kan man se, at rengøringen fortsat er et stort problem. Også håndteringen af fødevarerne får kritik, og restauranten politianmeldes:
 

"Det indskærpes, at fødevarer skal nedkøles snarest muligt efter varmebehandling eller endelig tilberedning, og at de skal nedkøles til en temperatur, som ikke indebærer nogen sundhedsfare. Følgende er konstateret: virksomheden oplyser at de nedkøler ænder på køkkenbordet i 2-3 timer, hvorefter disse sættes på køl, når de er blever 10 grader C."

 

"Temperaturen bliver målt med et overfladetermometer på overfladen af ænderne. Det er Fødevarestyrelsens vurdering at der ikke kan ske en tilstrækkelig nedkøling på køkkenbordet, da køkkenet er omkring 25 grader C ved tilsynet. Virksomheden havde følgende bemærkninger: det kan vi godt se er et problem."

 

Kilde: Fødevarestyrelsens rapporter